Sygeplejerskestuderende fra UCL rådgiver unge om sex og kønssygdomme
En lidt vildere sex-weekend end det sædvanlige kan sætte mange tanker i gang hos unge mennesker. Det er blandt andet de tanker, sygeplejerskestuderende Paw Panduro rådgiver unge om hos Check Point.
- Det giver mig et kæmpe kick, at folk viser mig tillid ved at åbne op om deres sexliv, som eller er en privat sag, siger Paw Panduro.
Paw er ved at uddanne sig til sygeplejerske hos UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense. Ved siden af uddannelsen har han studiejob som tester og rådgiver hos sexrådgivningen Check Points afdeling i Odense.
Og både fagligt og personligt giver det Paw udfordringer, der ruster ham til at blive en endnu bedre sygeplejerske.
- Det er grænseoverskridende at sidde en til en og snakke med et andet menneske om en weekend, der har været lidt vildere end normalt, når det kommer til sex.
- Men jeg kan virkelig også mærke, jeg lærer at omsætte teorien fra min uddannelse til praksis.
- Det giver mig personlig udvikling og nye kompetencer at kunne snakke om seksualitet og seksuel sundhed på en naturlig måde. Det er noget, mange sygeplejersker har svært ved. Det er en kæmpe fordel at kunne snakke om på en professionel måde, fordi sex betyder enormt meget for de fleste mennesker.
Paw og kollegerne forebygger spredning af kønssygdomme
Hos Check Point hjælper Paw unge mellem 15-29 år samt transpersoner og unge fra LGBT+-miljøet.
- Check Point er sat i verden, fordi vi ved, der er nogle grupper, som har en større risiko for at få kønssygdomme. De unge rådgiver vi om sikker sex og tester for klamydia og gonorré. Homoseksuelle og resten af LGBT+-miljøet får samme tilbud og kan derudover også få rådgivning og test for HIV og syfilis.
- Folk er virkelig åbne om deres sexliv, når jeg sidder med dem. Nogle har haft en del sexpartnere på kort tid og kan ikke få tanken ud af hovedet ”hvad nu, hvis jeg har HIV eller klamydia”. Andre har været uheldige med, at kondomet sprang og er usikre på, hvilke konsekvenser det kan få.
- Min rolle er, at jeg rådgiver brugerne om seksuel sundhed og om, hvordan de kan beskytte sig, så vi kan være med til at forebygge spredning af kønssygdomme. Og så tester jeg også brugerne for kønssygdomme og snakker i det hele taget med dem om at have en sund testadfærd med hyppige test hos os, hvis de har et aktivt sexliv.
Paw gør en forskel for unge piger og stigmatiserede mænd
På en typisk vagt i Check Points sexrådgivning har Paw normalt samtaler med en håndfuld unge.
- Jeg har et kæmpe ansvar og føler virkelig, jeg gør en forskel. Jeg møder unge piger, jeg kan vejlede om prævention, så de undgår at skulle overveje en abort i en ung alder. Jeg møder også mænd, der har sex med mænd, som ofte kan blive stigmatiseret og have brug for at få manet diverse bekymringer i jorden.
- Det er vigtigt at have en fordomsfri og anerkendende tilgang og spørge nysgerrigt uanset, hvem der kommer, så de får tillid til mig. Men jeg skal også kunne stille de nødvendige spørgsmål, så jeg kan vurdere, om der er en reel risiko for, at de er blevet smittet med hiv, klamydia eller gonoré.
Paw drømmer om at blive akutsygeplejerske
Studiejobbet hos Check Point giver Paw god erfaring, han kan bruge i sit fremtidige job som sygeplejerske.
- Jeg drømmer om at arbejde inden for det akutte sygeplejeområde. Det er udfordrende, at du på kort tid skal kunne skabe en relation til patienten og opbygge en tillid til dig som autoritet. Den del får jeg virkelig trænet her hos Check Point.
- Jeg elsker, når det går stærkt, som det gør inden for akutområdet. Det er udfordrende, at jeg hurtigt skal kunne omsætte teori til praksis, hvis jeg for eksempel på kort tid skal kunne stabilisere en patient.
Sygeplejefaget rummer mange facetter, og det tiltaler Paw, der mangler et år af sygeplejerskeuddannelsen.
- Det er fedt at komme ud i et kvindedomineret fag og vise, at vi mænd også rummer den empati og kommunikation, som sygeplejerskefaget i høj grad handler om.
- Men faget handler også om meget andet. Du får masser af ansvar og er patientens advokat over for lægen.
- Den del lærer jeg også en masse om i mit job hos Check Point, og jeg glæder mig til at komme ud og få rigtig meget af det ansvar som sygeplejerske.