Aktiv læring i teknologiforståelse: Mange veje (valg)faget
Kursus
Nysgerrig på teknologiforståelse, måske som valgfag? Gennem undersøgende og praksisnære tilgange kobler vi didaktik, læremidler og faglighed.
Styrk dine kompetencer inden for digital teknologiforståelse, kreativitet, kunstig intelligens og programmering.
Deltagerprisen er inkl. forplejning. Der er ikke materialeudgifter i forbindelse med dette kursus.
Kursusbeskrivelse
Som underviser oplever du måske usikkerhed omkring, hvordan du bedst integrerer teknologiforståelse i din undervisning. Måske mangler du viden om de digitale teknologier, som eleverne skal mestre og forholde sig til i en stadig mere digitaliseret verden. Samtidig kan det være en udfordring at gøre teknologiforståelse både engagerende og relevant. Og hvad er teknologiforståelse egentlig?
På dette kursus møder du et indhold, der gør dig i stand til at styrke dine elevers teknologiske handleevne og klæde dem på til fremtiden.
Du får kendskab til undervisning i computationel tænkning og problemløsning, elevernes digitale myndiggørelse og ansvarlige brug af digitale medier samt skabelse af fysiske og digitale produkter gennem iterative designprocesser.
Derudover bliver du introduceret til metoder og strategier, der gør det muligt at undervise i teknologiforståelse på en engagerende og meningsfuld måde.
Kurset tilbyder hands-on-aktiviteter, hvor du eksperimenterer og skaber med teknologi, og samtidig introduceres du til undersøgende og eksperimenterende tilgange, der fremmer kreativitet og engagement i læreprocessen.
Kurset strækker sig over to dage og kombinerer oplæg, workshops og praktiske øvelser. Undervisningen er praksisnær og fokuserer på anvendelse af metoder og værktøjer i din egen undervisning.
Udbytte
På kurset får du et indblik i teknologiforståelsesfagligheden, centrale begreber og tilgange samt bliver inspireret med praksisnære forløb og idéer. Vi arbejder hands-on og praksisnært med emner, metoder og redskaber, der gør det spændende og tilgængeligt. Du vil blandt andet:
- Eksperimentere og skabe med teknologi gennem forskellige kreative iterative processer, der gør teknologiforståelse engagerende for eleverne.
- Udforske programmering ud fra konkrete og legende tilgange, der gør det nemt og motiverende.
- Blive introduceret til generativ kunstig intelligens og få idéer til, hvordan denne kan bruges som en del af undervisningen for at fremme elevernes nysgerrighed og forståelse for fremtidens teknologi.
Kurset kombinerer teori og praksis, så du ikke kun hører om teknologiforståelse, men også prøver det af i konkrete aktiviteter.
Målgruppe
Lærere, der underviser eller ønsker at undervise i teknologiforståelse som valgfag eller på anden måde er nysgerrige på teknologiforståelse.
Kurset er introducerende og relevant for dig, der gerne vil i gang med at undervise i teknologiforståelse.
Tilskud dækker op til 80%
Ansatte på overenskomst mellem KL og Lærernes Centralorganisation (Danmarks Lærerforening og Uddannelsesforbundet) søge støtte til kompetenceudvikling i Den Kommunale Kompetencefond.
Tilskuddet kan dække deltagerpris, materialer, opholdsudgifter, vikarudgifter og transport.
Du og din skole kan få dækket op til 80% af de samlede udgifter i forbindelse med din deltagelse på kurset.
Den Kommunale KompetencefondSådan søger du
1. Find det kursus, du vil deltage på.
2. Tilmeld dig kurset.
3. Opret en ansøgning via
www.denkommunalekompetencefond.dk
Ansøgningen underskrives fysisk eller digitalt af ansøger, tillidsrepræsentant og leder.
4. Ansøgningen behandles, hvorefter ansøger, tillidsrepræsentant og leder modtager svar via de e-mailadresser, der er indtastet i ansøgningen. Der modtages normalt svar på ansøgningen indenfor 14 dage til en måned.
Undervisere
Ture er kombinationsansat som lærer i matematik, engelsk og teknologiforståelse på Sanderumskolen og som pædagogisk konsulent i teknologiforståelse og læringsteknologi ved CFU.
Han har en PD i medier og kommunikation og er cand.it. i IKT og læring. Med 25 års erfaring brænder Ture for nyskabende didaktik, teknologiforståelse i børnehøjde og udvikling af computationelle strategier gennem kreativ programmering og læringsunderstøttende kunstig intelligens.
Ulrich Pedersen Dahl er pædagogisk konsulent i teknologiforståelse på CFU.
Han har mange års erfaring fra folkeskolen og arbejder i forbindelse med faglige og pædagogiske udviklingsinitiativer med at beskrive, hvordan teknologiforståelse kan integreres meningsfuldt i undervisningen.
Ulrich har et særligt blik for, hvordan digitale kompetencer og teknologisk dannelse kan styrke elevernes faglige udbytte og engagement.