Skolefritidskonference

Konference

Denne konference henvender sig til ledere og medarbejdere i SFO og fritidsområdet, der ønsker at styrke den pædagogiske kvalitet og det fælles ledelsesmæssige ansvar. Dagen samler forskning, praksiserfaringer og konkrete greb til arbejdet med demokrati, trivsel og deltagelsesmuligheder i børns hverdagsliv. Du siger ja til en fagligt ambitiøs dag med fokus på samarbejde, retning og udvikling af en stærk og sammenhængende fritidspædagogik.

 

Datoer og tilmeld

Når fritid skaber fællesskab og deltagelse

Program:

Kl. 8.30 – 9.00:
Tjek ind og morgenkaffe

Kl. 9.00 – 9.15:
Velkommen til konferencen v/ Anja Vesterby Høy, Leder, UCL, Pædagogik og Læring ved Kompetence- og Organisationsudvikling

Kl. 9.15 – 10.05:
Demokrati og den demokratiske samtale v/ Thulani Lindberg-Nielsen, læringskonsulent ved Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

Hvordan skaber vi stærke demokratiske fællesskaber i SFO og fritidslivet? I oplægget giver Thulani Lindberg-Nielsen konkrete greb til at støtte børns initiativer, skabe plads til deres stemmer og guide dem i at håndtere uenigheder og konflikter på konstruktive måder. Fokus er både på hverdagsnære situationer og på pædagogens rolle som demokratisk facilitator.

Kl. 10.05 – 10.15:  
Pause

Kl. 10.15 - 11.00:
Børns stemmer om fritid, fællesskab og deltagelse v/UNICEF, Danmarks Børne-Ungeråd

Hvordan oplever børn selv fritidens betydning? I dette oplæg deler medlemmer af UNICEF Danmarks Børne-Ungeråd deres perspektiver på fritidsliv, fællesskaber og deltagelsesmuligheder. Med afsæt i egne erfaringer og viden sætter de ord på, hvad fritid betyder for dem, hvordan de oplever fællesskaber – og hvad de mener, vi som fagprofessionelle bør være mere opmærksomme på i skole- og fritidslivet. Oplægget bidrager med børnenes egne stemmer ind i samtalen om demokrati og transformative fællesskaber.

Kl. 11.00 – 11.15:
Flyttetid

Kl. 11.15 – 12.00:
Workshop runde 1

Kl. 12.00 – 13.00:
Frokost og forlagsudstilling

Kl. 13.00 – 14.00:
Deltagelsesmuligheder gennem fællesskabende praksisser i fritidslivets institutioner? v/Aisha Thorsen, forskningsassistent ved DPU, Århus Universitet, Morten Kromann Nielsen og Gry Tybjerg, lektorer ved UCL, Center for Anvendt Velfærdsforskning

Hvordan udvikler vi pædagogiske fællesskaber, hvor alle børn og unge oplever reelle deltagelsesmuligheder på tværs af skole- og fritidsliv? I dette oplæg præsenterer Gry Marie Tybjerg, Morten Kromann Nielsen og Aisha Thorsen ny forskning i transformativ fritidspædagogik.

Med afsæt i konkrete eksempler fra praksis gives bud på, hvordan personalet kan arbejde udvidende og fællesskabende for at skabe betingelser, der rækker ud over hverdagskulturens begrænsninger og åbner nye handlemuligheder for børn og unge.

Kl. 14.00 – 14.10:
Flyttetid

Kl. 14.10 – 14.55:
Workshop runde 2

Kl. 14.55 – 15.15:
Flyttetid og kaffepause

Kl. 15.15 – 15.50:
5 praksisnære redskaber til konflikthåndtering uden skældud (som kan bruges allerede i morgen) v/ Mette Thor Jørgensen, foredragsholder

Kl. 15.50 – 16.00:
Tak for i dag og god tur hjem v/ Anja Bøhnke, pædagogisk konsulent, UCL, Center for Undervisningsmidler.

Workshop

Workshop 1. for ledere:

Fritidspædagogik som minoritet i skoleledelsen v/ Maike Raahauge, skoleleder, Skolen ved Nordens Plads, Frederiksberg

Når et skoleledelsesteam hovedsageligt består af læreruddannet, så er rammerne for, sproget om og ledelsen af fritidspædagogikken ikke øverst på dagsordenen. Derfor er der nogle fødte ægte dilemmaer, som kræver benhårde drøftelser og prioriteringer. Det vil jeg komme nærmere ind på i oplægget.

Workshop 2. for ledere:

Ledelse af det fælles ansvar – når skole og SFO skal lykkes sammen v/ Marianne Bernstorff Justesen, skoleleder, Seden skole, Odense

Seden Skoles ledelse deler erfaringer med at tænke skole og SFO som én sammenhængende børnedag. Med fokus på pædagogisk faglighed, tydelig ledelse og forpligtende samarbejde sætter de spot på, hvordan fælles retning og prioriteringer kan styrke trivsel, forebyggelse og kvalitet i både skole- og fritidsdelen.


Små F.I.F. til dramapædagogiske og musiske processer i SFO’en
v/ Mathilde Ørts-Ottesen, lektor, UCL, Pædagoguddannelsen

Hvordan kan små dramapædagogiske og musiske greb skabe nærvær, mod og kreativitet i SFO’ens hverdag? I denne workshop introducerer Mathilde Ørts-Ottesen en række simple, legende øvelser, hvor rytme, bevægelse, fantasi og fortælling åbner for æstetiske fællesskaber. Deltagerne afprøver selv metoderne og får konkrete idéer til brug dagen efter.


Kreative scenarier i SFO’en: Fra fantasi til fællesskab
v/Morten Relster, pædagogisk konsulent, UCL, Center for Undervisningsmidler

Hvordan kan scenariedidaktik skabe legende, engagerende og meningsfulde fællesskaber i SFO’en?

I denne workshop undersøger vi, hvordan åbne scenarier kan invitere børn til kreativitet, samarbejde og forestillingsevne. Deltagerne får konkrete greb til at udvikle aktiviteter, hvor børn designer, undersøger og skaber i fællesskab.


Kreativitet og teknologi i SFO’en – sådan kan makerspace styrke børns leg og fællesskaber
v/ Ulrich Pedersen Dahl, pædagogisk konsulent, UCL, Center for Undervisningsmidler

Hvordan kan SFO’en bruge makerspace-materialer og teknologiske greb til at skabe legende, kreative og meningsfulde fællesskaber? I denne workshop præsenteres konkrete aktiviteter – fx laserskæring eller andre makerspace-elementer – der giver børn mulighed for at designe, eksperimentere og skabe i fællesskab. Fokus er på praksis, deltagelse og nysgerrighed.

Datoer og tilmeld