Studie- og læringsstøtte

Uanset om du læser på akademi- eller diplomuddannelse hos UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, kan du få støtte til at styrke din læring og skabe mere struktur i hverdagen.

Du kan efter aftale få vejledning i studieteknik, planlægning, faglige udfordringer og brugen af digitale værktøjer.

Læse- og skrivevanskeligheder

Har du faglige udfordringer med eksempelvis læsning eller skrivning er der mulighed for at benytte sig af hjælpeværktøjer.

Målet er at give dig de nødvendige redskaber til at gennemføre din uddannelse på en god og effektiv måde – og få størst muligt udbytte af dit studie.

 

Eksamensangst

Eksamensangst kan påvirke både koncentration, motivation og selvtillid før og under en eksamen. Mange oplever nervøsitet i forbindelse med prøver, men for nogle kan angsten fylde så meget, at det bliver svært at præstere og bevare overblikket.

Med den rette støtte og konkrete værktøjer kan du lære at håndtere presset bedre, skabe mere ro i eksamensperioden og føle dig tryggere i studiesituationen.

Vi anbefaler: Studenterrådgivningens gratis app "Eksamenshjælp"  som giver studerende konkrete redskaber, lydøvelser og gode råd til at håndtere eksamensangst.

Den er målrettet studerende på videregående uddannelser, men kan bruges af alle.