14 millioner til at styrke kompetencer i Life Science-sektoren

Erhvervsfyrtårn Life Science – Kompetenceforsyning i Life Science SMV’er er nu officielt godkendt til støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Dato: 24.11.2025 - Forfatter: Kasper Duus

Et nyt landsdækkende projekt, som UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole står i spidsen for, skal sikre et markant kompetenceløft i små og mellemstore virksomheder (SMV’er) inden for Life Science og velfærdsteknologi. Projektet er en del af det nationale Life Science Fyrtårn.

Projektet tager afsæt i et dokumenteret behov i branchen. Virksomhederne efterspørger kompetencer, der kan styrke produktion, kvalitet og innovation og det er netop her, projektet gør en forskel.

Med en samlet bevilling på 14 millioner kroner og en projektperiode fra 1. januar 2026 til 31. december 2028, bliver der sat turbo på opkvalificering af medarbejdere gennem praksisnære akademi- og diplommoduler, fleksible micro-credentials og realkompetencevurderinger. Målet er at øge antallet af medarbejdere med videregående uddannelse og styrke virksomhedernes evne til at håndtere grøn og digital omstilling.

- Life science sektoren er i rivende udvikling, og der er stort behov for de rette kompetencer hos medarbejderne for at sikre den fortsatte fremgang. Jeg er meget glad for, at vi med dette projekt kan vi tilbyde skræddersyede forløb, der matcher virksomhedernes behov og bidrager til innovation og vækst i sektoren, siger Poul Skov Dahl, direktør for Kompetence- og Organisationsudvikling på UCL.

En landsdækkende indsats

Projektet gennemføres i tæt samarbejde med Professionshøjskolen UCN, Professionshøjskolen Absalon og Danish Life Science Cluster, hvilket sikrer en national forankring og lokal tilstedeværelse. Indsatserne omfatter bl.a.:

  • Screening af kompetencebehov og individuelle uddannelsesplaner
  • Mentorordninger og studieforberedende aktiviteter
  • Udvikling af nye brancheorienterede kurser, herunder inden for medicinalkemi og kvalitetssikring.

Baggrunden for projektet er et dokumenteret behov for kvalificeret arbejdskraft i Life Science-sektoren, hvor mange medarbejdere mangler formel videregående uddannelse. Projektet adresserer denne udfordring og bidrager til at skabe en fremtidssikret kompetenceinfrastruktur i Danmark.

- Vi ser et stort potentiale for vækst i Life Science-økosystemet. Når UCL gør det muligt for medarbejdere uden Life Science-baggrund at få målrettet viden, skaber vi ikke bare kompetenceløft – vi sænker barrierer for opkvalificering på tværs af uddannelsesbaggrunde og styrker dermed hele værdikæden. siger Ann Zahle, bestyrelsesforperson i Life Science Fyn.

Denne ambition deles af virksomhederne i branchen:

- Det er en rigtig god nyhed for os, der arbejder i Life Science-industrien. Hos KEN Hygiene Systems leverer vi til virksomheder i segmentet og vi har selv brug for uddannelse og kompetenceudvikling. Som bestyrelsesleder for DI Fyn støtter jeg udviklingen af Life Science-industrien, som er en mærkesag for os, siger John Vejen Olesen, CEO for KEN Hygiene Systems.

Med projektet får SMV’er i Life Science-sektoren en unik mulighed for at investere i medarbejdernes kompetencer. Det er en indsats, der ikke kun løser aktuelle udfordringer, men også skaber langsigtet konkurrencekraft.