4,6 millioner kroner skal ruste studerende til et arbejdsliv i datacenterindustrien

UCL modtager sammen med Fredericia Maskinmesterskole EU-midler til udvikling af nye uddannelsestiltag til den hastigt voksende datacenterbranche.

Dato: 21.12.2023 - Forfatter: Nadia Arp

Datacentrene er afgørende for mange af de produkter og services vi bruger i vores hverdag. Industrien er i hastig vækst, og der er rift om medarbejdere, der er klædt godt på til at følge med den digitale udvikling.

For at imødekomme datacentrenes behov for kvalificeret arbejdskraft er der blevet etableret et europæisk samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Samarbejdet hedder ”Colleges for European Datacenter Education” (CEDCE).

UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole og Fredericia Maskinmesterskole (FMS) er en del af CEDCE og har nu tilsammen modtaget 4,6 millioner kroner fra EU Kommissionen til bl.a. udvikling og drift af uddannelsesinitiativer målrettet datacenterindustrien.

- Vores it-uddannelser arbejder allerede med datacentrene, men dette europæiske samarbejde er ret unikt og det bliver spændende at arbejde ind i og få erfaringer fra vores europæiske partnere, siger Asger Rabølle Nielsen, direktør UCL Erhverv.

Samarbejde om de bedste it- og driftsløsninger

På UCL tager arbejdet udgangspunkt i bl.a. AI-teknologi, Cloud tech og it-sikkerhed, og her kigger man særligt på, hvordan man på UCL’s it-uddannelser kan lave toninger eller specialiseringer, der passer til datacentrenes behov.

- Det er vigtigt at vores studerende får forståelse for og kompetencer til at løfte de særlige behov, der er i både større og mindre datacentre. Derfor er det glædeligt, at vi modtager midler, så vi kan arbejde meget målrettet med udvikling af forskellige uddannelsestiltag til området, siger Asger Rabølle Nielsen

Mens UCL har et særligt øje på datacentrenes it, arbejdes der tæt sammen med FMS, der har fokus på driftssiden, idet en stor del af driften på et datacenter indebærer sikring af energiforsyning og køling af serverrummene. Netop drift og vedligehold af anlæg er er noget, som maskinmesterstuderende lærer om i undervisningen.

- Med de opgaver FMS og UCL skal løse i fællesskab med de øvrige partnere rundt om i Europa, vil vi stå med den førende viden om uddannelse målrettet datacenterindustrien i Europa. Ligeledes vil det udbygge vores stærke europæiske samarbejde med de deltagende uddannelsesinstitutioner og industrien, siger Jens Færgemand Mikkelsen, rektor på FMS.

Det europæiske projekt kommer til at køre over de næste fire år. Her vil otte europæiske institutioner udvikle, implementere, teste og evaluere nye uddannelsesinitiativer i tæt samarbejde med virksomheder og organisationer.

 

Kontakt:

Asger Rabølle Nielsen, direktør hos UCL Erhverv - 20 78 68 21 - arn@ucl.dk

Jens Færgemand Mikkelsen, rektor på FMS - 23 23 51 19 - jfm@fms.dk