Uddan dig i Fredericia til at udvikle industriens robotter

Nye muligheder for dig, der vil udvikle eller installere automatiske anlæg og robotteknologi til industri- og produktionsvirksomheder. Fra august 2019 kan du tage hele automationsteknologuddannelsen i Fredericia.

Dato: 26.04.2019

Mange produktions- og industrivirksomheder i Trekantområdet har behov for mere kvalificeret arbejdskraft, som kan styrke teknologianvendelsen i produktionen. Derfor efterspørger de medarbejdere med evner inden for udvikling, programmering og opstilling af automationstekniske løsninger og robotter.

Det er en væsentlig årsag til, at UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole nu får lov at udbyde en 2-årig automationsteknologuddannelse i Fredericia.

- Trekantområdet er Danmarks produktionscentrum, og Fredericia ligger lige midt i Trekantområdet. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu får lov at etablere en fuld automationsteknologuddannelse i Fredericia, siger Asger Rabølle Nielsen, direktør for Business-, Teknologi- og Byggeriuddannelserne hos UCL.

Godt og attraktivt studiemiljø i Fredericia

Hidtil har de studerende på Automationsteknologuddannelsen i Fredericia også fulgt undervisning i Odense halvdelen af studietiden. Men det skal de altså ikke fremover.

- Uddannelsen bliver mere attraktiv for flere i området, fordi de studerende fremover ikke skal pendle til Odense for at tage dele af uddannelsen der. Det har hidtil være en udfordring. Især hvis man for eksempel har familie og små børn, siger Asger Rabølle Nielsen.

- I forvejen er der et rigtig godt og attraktivt studiemiljø på Maskinmesterskolen i Fredericia, hvor Automationsteknologuddannelsen i Fredericia hører til.

- Vores studerende har adgang til moderne laboratorier og udstyr, der giver gode forudsætninger for at prøve teori af i praksis. Samtidig kommer de med den nye aftale til at være endnu mere i et miljø af uddannelser inden for teknologi- og produktionsområdet, siger Asger Rabølle Nielsen.

Ansøgningsfrist 5. juli kl. 12

Hos Fredericia Kommune, der politisk har bakket op om muligheden for at kunne tage en hel automationsteknologuddannelse i byen, er der også glæde over, at det bliver muligt fra august 2019.

- Vi forventer os meget af, at man fremover kan tage hele automationsteknologuddannelsen i Fredericia i forhold til, at vores virksomheder efterspørger kompetencerne, siger formanden for Uddannelsesudvalget i Fredericia Kommune, Pernelle Jensen.

- Det bliver også nemmere at få uddannelsen som automationsteknolog til at vokse og gro, når de studerende kan tage hele uddannelsen her i Fredericia, siger hun.

UCL udbyder fortsat også en automationsteknologuddannelse i Odense.

Hvis man vil starte på Automationsteknologuddannelsen efter sommer, er der ansøgningsfrist 5. juli kl. 12.