Fra færdiguddannet e-handler til grøn iværksætter på kun 2 år
Cecilie og hendes søster står bag virksomheden Bloom Burst Confetti, der udvikler miljøvenlig konfetti lavet af tørrede blomster, der både skåner naturen og ser fantastisk ud.
Det er kun 2 år siden Cecilie trådte ud ad døren på UCL med et eksamensbevis fra professionsbacheloruddannelsen i e-handel i hånden. Og siden da er det gået stærkt.
Sammen med sin søster har Cecilie nemlig startet virksomheden Bloom Burst, der vil tilbyde virksomheder og privatpersoner et miljøvenligt alternativ til almindelig konfetti.
For nylig var Cecilie på besøg på e-handelsuddannelsen på UCL, hvor hun delte ud af sine erfaringer og fortalte om op og nedture fra sit iværksættereventyr.
En grøn løsning på et festligt problem
Idéen til Bloom Burst opstod dagen efter en festlig nytårsaften, hvor Cecilie og hendes søster Gry ryddede guldkonfetti op, der var spredt ud over hele deres kvarter.
- Det var bare på med klipklappere og joggingtøj, og så måtte vi jo ud i kulden og samle op.
- Men det gider man jo ikke bruge sine tømmermænd på, så vi tænkte, at der manglede et smartere og mere miljøvenligt alternativ, man ikke behøvede rydde op, fortæller Cecilie.
Og dermed var idéen til miljøvenlig konfetti født.
En hverdag fyldt med udfordringer
Hverdagen som ung iværksætter er ikke uden udfordringer, og der er hele tiden nye ting at forholde sig til.
- Der er aldrig en dag, hvor der ikke sker noget nyt, man skal tage stilling til. Man har alle hattene på selv og lige pludselig skal man lære om momsregler og den næste dag om affaldssortering.
Når man derudover gerne vil arbejde på en bæredygtig måde, gør det heller ikke tingene lettere, fortæller Cecilie.
- Vi har jo ikke valgt den nemmeste vej. Bare det at få produceret et konfettirør, som ikke bliver lavet i Kina er udfordrende.
- Man er nødt til at opfinde tingene hen ad vejen eller finde på nye løsninger. Så det hele handler jo om kreativ tænkning.
Stor interesse og ambitiøse fremtidsplaner
Cecilie oplever generelt, at der er stor interesse for deres idé, og de møder mange virksomheder, der gerne vil samarbejde.
- Her i sommer deltog vi på Circular Lab på Roskildefestival, hvor unge iværksættere har mulighed for at teste og udvikle innovative grønne løsninger, og der mødte vi rigtig mange virksomheder, som var interesserede i at samarbejde og sælge vores produkt.
- Vi er også blevet spurgt, om vi vil være med i Løvens Hule, men vi takkede nej, fordi vi ikke er klar til den efterspørgsel, som en medvirken på landsdækkende TV måske kan medføre.
Lige nu er Cecilie og søsterens fokus primært på at få udviklet et færdigt produkt og få en bæredygtig, lokal produktion op at køre.
- Lige nu er vi stadig meget nye. Vi tror selvfølgelig selv på, at det kan blive mega stort og om 10 år er vi forhåbentlig kæmpe konfetti-konger, der sidder på hele konfetti-markedet.
E-handel giver gode værktøjer
Cecilies baggrund i e-handel har været en stor fordel i arbejdet med at udvikle og markedsføre Bloom Burst. Uddannelsen har bl.a. givet hende redskaber til at forstå kundeadfærd, dataanalyse og markedsføring.
- Min søster læser industrielt design på Aalborg Universitet, så hun ved ikke så meget om markedsføring eller sociale medier. Så jeg har kunnet bruge min viden fra uddannelsen til at guide os, fortæller Cecilie.
- Noget andet, jeg har med mig fra uddannelsen, er at arbejde ud fra data. Du kan ikke bare træffe en beslutning ud fra en synsning. Eller det kan du godt, men der er en rimelig stor chance for, at du tager fejl.