Stor fremgang i søgningen til læreruddannelsen på UCL

UCL har samlet modtaget 7.938 ansøgninger og 3.343 førsteprioritetsansøgninger. Både lærer- og pædagoguddannelsen går markant frem.

Dato: 05.07.2026 - Forfatter: Kasper Duus

Ansøgningsfristen den 5. juli kl. 12 er passeret, og UCL har modtaget 7.938 ansøgninger, hvor 3.343 er førsteprioritetsansøgninger. Det er på niveau med sidste års søgning.

Lærer, pædagog og sygeplejerske går frem

De fire store velfærdsuddannelser – pædagog, lærer, socialrådgiver og sygeplejerske – er UCL’s meste søgte uddannelser, og samlet set går de fire uddannelser frem med 8 procent. Læreruddannelsen går frem med hele 29 procent, og pædagoguddannelsen går frem med 9 procent, mens sygeplejerskeuddannelsen har en fremgang på 4 procent. Socialrådgiver går tilbage med 2 procent.

En af grundene er, at UCL igen optager lærerstuderende i Svendborg, hvor det første hold begynder efter sommerferien, når den nye flotte campus står klar på havnefronten. Men det er ikke hele forklaringen, for læreruddannelsen går også frem i både Odense og Jelling med henholdsvis 14 procent og 43 procent.

- Det er meget glædeligt, at både lærer-, pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne får flere ansøgninger. Det er vigtige uddannelser, hvor der vil være stor efterspørgsel på uddannede medarbejdere de næste mange år, siger Jens Mejer Pedersen, rektor på UCL.

Nye uddannelser kommer godt fra start

UCL udbyder i år tre nye uddannelser rettet mod det private arbejdsmarked. For det første genåbner laborantuddannelsen, som ikke har optaget studerende i 2024 og 2025. Derudover udbydes to helt nye uddannelser: cybersikkerhed og e-commerce og digital marketing.

Alle tre uddannelser er kommet rigtig godt fra start. Laborantuddannelsen har fået 67 ansøgninger, cybersikkerhed har fået 67, og e-commerce og digital marketing har fået 25 ansøgere.

- Jeg er meget glad for, at de tre nye uddannelser får så god en start. Jeg er meget tilfreds med, at uddannelserne i cybersikkerhed og e-commerce og digital marketing har fået en flot søgning, så vi kan bidrage med kompetencer til disse vigtige områder for virksomhederne. Vi har derudover et godt samarbejde med den fynske Life Science-branche, og jeg er glad for, at vi igen kan uddanne laboranter til virksomhederne i branchen, siger Jens Mejer Pedersen, rektor på UCL.

Samlet set får UCL færre ansøgninger til de privatrettede uddannelser sammenlignet med sidste år. Området får godt en tredjedel af de samlede ansøgninger i UCL, og uddannelserne datamatiker, finans, finansøkonom og bygningskonstruktør er blandt de 10 mest søgte uddannelser på UCL.

Flere ansøgere til sygeplejerske og ergoterapeut

Sundhedsuddannelser går samlet set tilbage med 4 procent. Sygeplejerske- og ergoterapeutuddannelsen har fået flere ansøgninger, mens bioanalytiker, fysioterapeut og radiograf går tilbage. Selvom der er lavere søgning til flere af uddannelserne, så forventer UCL at kunne fylde holdene på alle uddannelserne, da de er dimensionerede og dermed har et begrænset antal pladser.

Fremgang i Svendborg og Jelling

I Svendborg er der en betydelig fremgang i ansøgningerne på hele 62 procent i forhold til sidste år. Det skyldes både det nye udbud af læreruddannelsen, samt at sygeplejerske- og pædagoguddannelsen går frem sammenlignet med sidste år. Sygeplejerske fordobler ansøgningerne i forhold til sidste år og pædagog går frem med 47 procent.

I Jelling er der en samlet fremgang i ansøgningerne i forhold til sidste år på 20 procent. Det er læreruddannelsen, der står for fremgangen, mens pædagoguddannelsen får lidt færre ansøgninger. En del af forklaringen på de flere ansøgninger til læreruddannelsen er, at Vejle Kommune fra i år udbyder 20 traineelærerstillinger årligt. Med en traineelærerstilling kan de studerende kombinere uddannelsen med to ugentlige arbejdsdage på en skole.

Flot søgning til professionsmaster

Efter sommerferien vil det første hold professionsmasterstuderende begynde og dermed blive de første studerende på en uddannelse på kandidatniveau på UCL. Professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning har fået 73 ansøgninger til 41 pladser, som er for uddannede lærere og pædagoger. Fra 2027 udbyder UCL også en professionsmaster i undervisning og skoleudvikling målrettet lærere. Der vil blive udbudt flere professionsmasteruddannelser målrettet de velfærdsrettede uddannelser de næste år. Ansøgningen til uddannelsen er ikke en del af den koordinerede tilmelding.

Merituddannelser

I tillæg til de klassiske uddannelser, som søges via den koordinerede tilmelding, udbyder UCL i stigende grad uddannelser, som henvender sig til andre målgrupper. Det er typisk personer, som har praktisk erhvervserfaring fra fagområdet, og som derfor kan få lov at tage uddannelsen på kortere tid. Merituddannelserne har forskellige formater, og UCL udvikler ofte modeller i samarbejde med kommuner og region, hvor de studerende kan kombinere uddannelsen med en ansættelse.

Alle ansøgere, som har søgt via den koordinerede tilmelding, får svar den 28. juli på nemstudie.dk.

 

De mest søgte uddannelser (førsteprioritet)

  • Pædagog: 429
  • Sygeplejerske: 398
  • Socialrådgiver: 322
  • Lærer: 279
  • Datamatiker: 195
  • Finansøkonom: 175
  • Fysioterapeut: 168
  • Finans: 150
  • Radiograf: 109
  • Bygningskonstruktør: 108