Flere studerende får adgang til fysiske materialer på biblioteket

Regeringens første fase af genåbningen kommer til at betyde at sidste-semester studerende på UCL’s sygeplejerske- og radiografuddannelse får adgang til bøger på UCL biblioteket.

Dato: 17.04.2020 - Forfatter: Nadia Arp

I forbindelse med at Uddannelses- og Forskningsministeriet har givet tilladelse til en delvis åbning af bl.a. UCL’s sygeplejerske- og radiografuddannelser, bliver det nu muligt for de berørte studerende igen at låne bøger på UCL’s bibliotek. Genåbningen gælder for uddannelsernes studerende på 7. semester.

Men det bliver selvfølgelig en noget anderledes tur på biblioteket, der venter de studerende den kommende tid.

- Vi har kigget grundigt på, hvor mange studerende der igen kan benytte sig af at låne vores bøger. På den baggrund har vi vurderet, hvordan vi bedst kan foretage den kontrollerede åbning, så det er sikkert for både studerende og for bibliotekarerne, siger Karen Buus, bibliotekschef på UCL.

Det betyder, at de studerende skal booke deres materialer på mail, og herefter får de adgang til at kunne hente deres bøger i et bestemt tidsrum. Det er kun afhentning af reserverede materialer, der er åbnet op for på nuværende tidspunkt, og der vil ikke være mulighed for at færdes i bibliotekerne og bruge faciliteterne som normalt.

Derudover kan alle UCL studerende få adgang til onlinematerialer og deltage i online spørgetimer. Ligeså har alle afgangsstuderende mulighed for at booke en bibliotekar til online hjælp, og bibliotekarerne kan hjælpe dem ved at scanne enkelte kapitler fra de bøger, der står på bibliotekets hylder. Disse tilbud har været gældende i hele nedlukningsperioden og fortsætter som hidtil.

Biblioteket tackler udfordringer og forbereder sig på fremtiden

Udover at tænke hygiejnehensyn og øvrige retningslinjer ind i den nye hverdag, er der også andre udfordringer på spil, når biblioteket fra mandag den 20. april lukker op for fysiske udlån for 7. semester studerende på sygeplejerske- og radiografuddannelserne.

- Vi har et stort samarbejde med den øvrige biblioteksverden, men her er der ikke åbnet op for udlån endnu. Det vil sige, at de studerende udelukkende får adgang til vores egne materialer. Der er selvfølgelig en hel del, men da de studerende indtil videre ikke må komme tilbage og aflevere bøgerne pga. risiko for smittespredning, er vi nødt til at begrænse mængden af udlån til fem titler per studerende. På den måde får alle bedre mulighed for at få materiale hjem, siger Karen Buus.

Biblioteket kigger allerede fremad og arbejder bl.a. på, hvordan man forsvarligt kan håndtere eventuelle udlån og afleveringsprocedurer, når Uddannelses- og Forskningsministeriet på et tidspunkt giver lov til, at flere studerende kan få adgang til bibliotekets fysiske materialer.

- Vi knokler for at have de bedste løsninger på plads, efterhånden som vi kan åbne mere og mere op, og vi ser virkelig frem til frem til at tage imod de studerende på bibliotekerne igen, slutter Karen Buus.