Positiv akkreditering var prikken over i'et ved officiel åbning

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers havde en overraskelse med til den officielle åbning af UCL.

Under stor applaus meddelte uddannelses- og forskningsminister, at institutionsakkrediteringen er i hus for hele den ny institution.

Dato: 08.10.2018 - Forfatter: Nina Skriver Dahl

Tommy Ahlers besøgte den 5. oktober 2018 UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i anledning af den officielle åbning.

I dag var han med til at fejre fusionen med fuld musik, fællessang, taler og ikke mindst en studiegade fuld af spændende eksempler på studerendes arbejde med digitale løsninger. Deltagerne i festlighederne kunne bl.a. opleve Virtuel Reality, Augmentet Reality, mini-programmering med Ultra:bit eller blive scannet.

Der blev også vist et godt eksempel på de muligheder, fusionen giver for samarbejde på tværs af erhvervsakademi- og professionshøjskoleuddannelser. Ergoterapeutstuderende har med hjælp fra FabLab, et kreativt værksted med bl.a. 3D-printer, fået fremstillet en prototype på en pillesprøjte, som kan anvendes af patienter, der har svært ved at tage deres medicin.

Studerende skal være nysgerrige

Studenterrepræsentant Lasse Tage Bonnén Nielsen var i sin tale optaget af som studerende at tage imod de nye muligheder, fusionen giver for tværfaglige samarbejder og adgang til andre faciliteter. For selv om han som studerende egentlig ikke mærker nogen forskel på sin uddannelse før sommerferien og i dag – ud over det nye navn og logo – opfordrede han sine medstuderende til at være nysgerrige og bidrage til at gøre uddannelserne endnu bedre for de studerende som skal komme bagefter.

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers udtrykte i sin åbningstale stor optimisme og tiltro til resultaterne af fusionen. Kun fantasien sætter grænser for hvilke fagligheder, der kan samarbejde. Og besværet er det hele værd, når resultatet bliver bedre uddannelser inden for alle områder.

Fra Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel lød der forventningerne til en institution, der forener teknologisk funderede og humanistisk-pædagogiske uddannelser, i lyset af Odenses satsning på robotteknologi i erhvervsliv og uddannelser. Det er i samspillet mellem teknologer og teknologikritikere at den gode udvikling sker.

Minister fik hjemmeopgave

Tommy Ahlers var kommet med en gave i form af institutionsakkrediteringen, og han fik et nyt ønske med retur. Bestyrelsesformand Peter Zinck bad nemlig ministeren arbejde for en TeamDanmark ordning for iværksættere, så studerende, der starter virksomhed under uddannelsen, får mulighed for at bruge længere tid på studierne.

Peter Zinck lagde i sin tale vægt på, at uddannelser sker tæt på virkeligheden og nært koblet med virksomheder og institutioner.