Studerende på UCL testet positiv for COVID-19
16 studerende og en underviser på pædagoguddannelsen i Odense skal blive hjemme fra al undervisning, efter en studerende er blevet testet positiv for COVID-19.
En positiv COVID-19-test betyder nu, at flere studerende og undervisere skal blive hjemme fra undervisningen på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole det næste stykke tid.
- Vi modtog besked fra den pågældende studerende, at vedkommende var testet positiv for COVID-19, og derefter aktiverede vi straks vores eget beredskab, siger Jens Mejer Pedersen, rektor på UCL.
En del af beredskabet går blandt andet ud på at tage direkte kontakt til de studerende og undervisere, som den smittede har været i tæt kontakt med på UCL. De berørte studerende og undervisere er alle blevet bedt om at isolere sig, og lade sig teste, og de skal blive hjemme, indtil alle kan fremvise negative testsvar for COVID-19.
- Vi har via vores eget beredskab fået kontakt med alle dem, vi vurderer har haft tæt kontakt med den smittede på UCL. Det drejer sig om 15 medstuderende og en enkelt underviser, og ud fra et forsigtighedsprincip vælger vi altså at hjemsende hele undervisningshold i stedet for enkeltpersoner, siger Jens Mejer Pedersen.
De øvrige uddannelser, studerende og ansatte på UCL forsætter med den planlagte undervisning i efterårssemestret, der starter 1. september.