Kvote 2: UCL fastholder søgningen i forhold til sidste år
UCL har samlet modtaget 4600 kvote 2-ansøgninger heraf 1908 med UCL som førsteprioritet.
Samlet set har UCL modtaget flere ansøgninger på alle prioriteter via kvote 2 end sidste år. Heraf har 1908 ansøgere valgt UCL som førsteprioritet, hvilket er 1 procent færre sammenlignet med 2025.
Stor fremgang på især læreruddannelsen
Uddannelserne til lærer, pædagog og sygeplejerske går alle frem. Læreruddannelsen stiger med hele 39,3 procent, pædagoguddannelsen med 12,4 procent og sygeplejerskeuddannelsen har en fremgang på 1,7 procent.
- Jeg er tilfreds med årets søgning i kvote 2, som viser, at de unge i høj grad ønsker at være en del af de professioner, der får vores samfund til at fungere. Fremgangen i interessen for lærer-, pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne er både opmuntrende og vigtig – ikke mindst i en tid, hvor vi får brug for flere dygtige medarbejdere i kommuner, skoler og sygehuse de næste mange år, siger Jens Mejer Pedersen, rektor på UCL.
Laborantuddannelsen åbner igen
Selvom der overodnet er stort set status quo, er der flot fremgang på området for pædagogik og samfund, mens de erhvervsrettede uddannelser og sundhedsuddannelserne har fået færre førsteprioritetsansøgninger end sidste år.
På erhvervsområdet kan UCL i år tilbyde flere nye uddannelser herunder genåbningen af laborantuddannelsen, som har fået en rigtig flot søgning efter ikke at have optaget studerende i 2 år. Der er kommet 30 førsteprioritetsansøgninger, som er den bedste søgning i 8 år. Den nye uddannelse i Cybersikkerhed har også fået en rigtig god start med 33 ansøgere. Samlet set har de erhvervsrettede uddannelser dog en tilbagegang på 10,2 procent, hvilket især skyldes vigende søgning til datamatikeruddannelsen.
- Jeg er rigtig glad for, at vi får en god start på genåbningen af laborantuddannelsen. Det er også positivt, at uddannelsen i Cybersikkerhed er kommet så godt fra start, siger Jens Mejer Pedersen, rektor på UCL.
Sundhedsuddannelserne oplever en samlet tilbagegang på 27 ansøgningerne svarende til 4,7 procent i forhold til sidste år. Tilbagegangen rammer især bioanalytikeruddannelsen, mens sygeplejerskeuddannelsen samlet set går frem, ikke mindst båret af stigende søgning på sygeplejerskeuddannelsen i Svendborg og Vejle.
Ny professionsmasteruddannelse
Efter sommerferien vil de første studerende starte på den helt nye professionsmasteruddannelse, hvor uddannede lærere og pædagoger kan læse en videreuddannelse på kandidatniveau på Professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning. Uddannelsen er ikke en del af kvote 2 og har først ansøgningsfrist 1. maj. Der er dog allerede god søgning til uddannelsen, som er et vigtigt bidrag til videreuddannelsesmulighederne for lærere og pædagoger.
Svendborg og Trekantområdet
Selvom der er en tendens til, at flere unge vil læse i de større byer, oplever UCL i år, at der er fremgang i ansøgningerne uden for Odense. I Svendborg er der kommet 35 procent flere ansøgninger end sidste år. Her åbner den nye læreruddannelse med idræts- og bevægelsesprofil efter sommerferien, hvor den nye campus er færdig og klar til at tage imod de nye studerende.
I Trekantområdet er der også en fremgang i ansøgningerne på 8,6 procent. Her er særligt uddannelserne i Jelling i fremgang, hvor der samlet er kommet 40,9 procent flere ansøgninger. En af forklaringer skal findes i, at Vejle Kommune har oprettet et antal traineestillinger, hvor studerende kan kombinere læreruddannelsen med 2 dages ugentligt arbejde på en skole.
Stadig mulighed for at søge
Ansøgningerne i kvote 2 er første etape i ansøgningsprocessen. Næste ansøgningsfrist er i kvote 1 den 5. juli. Alle ansøgere i kvote 1 og 2 får svar på deres ansøgning den 28. juli.
De mest søgte uddannelser
(førsteprioritet)
- Pædagog 245
- Sygeplejerske 239
- Lærer 209
- Socialrådgiver 179
- Fysioterapeut 122
- Datamatiker 92
- Finansøkonom 85
- Radiografuddannelsen 71
- Finans 65
- Bioanalytiker 60