Nyuddannet pædagog fra Jelling modtager Politikens Pædagogpris 2023
Hvert år uddeler Politiken prisen til pædagoger, der gør en helt særlig indsats i deres fag. Der er en hovedpris og en særpris inden for hver af de tre specialiseringer: dagtilbud, skole- og fritidstilbud og social- eller specialpædagogik. 600 pædagoger har været nomineret og af dem modtager altså seks en pris.
Power og energi
Sissel Gøtzsche Johnsen arbejder til hverdag som pædagog i Børnehuset Blæksprutten i Børkop og er uddannet fra UCL i Jelling i januar 2023. Blot et halvt år efter sin sidste eksamen blev hun indstillet til prisen af ikke mindre end 8 forældre og kolleger fra børnehuset. En af begrundelserne er hendes enorme glæde og engagement i sit arbejde med børnene.
- Jeg har en masse power og energi. Jeg er en humørbombe, siger Sissel Gøtzsche Johnsen om sig selv.
Energien bruger hun på at skabe aktiviteter og oplevelser for børnene.
- Jeg synes, at det er fantastisk, at hver dag når jeg møder ind, så bliver jeg mødt af smil og kram og glade børn, siger Sissel Gøtzsche Johnsen om sin hverdag som pædagog.
Farverig og fuld af ideer
Det er den overskrift hun præsenteres under i Politiken, og det farverige finder man både i hendes personlighed og hendes tøjvalg.
- En af mine veninder siger, at når man kigger ind i mit klædeskab, så ligner det, at der er en enhjørning, der har kastet op, griner Sissel Gøtzsche Johnsen.
Det er også det farverige, man husker Sissel for på uddannelsen.
- Vi husker Sissel som en utrolig kreativ og farvestrålende person. Hun er lidt en børnemagnet både med sit farverige udseende, sin udstråling og sit engagement. Hun var også en motor for glæde og sjov og engagement på sit hold på uddannelsen, siger hendes tidligere underviser i Jelling Lene Bech Dalsgaard.
Fejres med kage i Jelling
I Jelling er man både glade og stolte over, at det netop er en dimittend fra Jelling, der løber med prisen. Det skal ikke gå ubemærket hen, så fredag giver uddannelsesleder for pædagoguddannelsen i Jelling, Kim Hermann Nørgaard, derfor kage til alle studerende og undervisere på uddannelsen.
Stort tillykke til Sissel Gøtzsche Johnsen med den flotte anerkendelse.
Med prisen følger udover æren 75.000 kr.