Rektor Jens Mejer Pedersen udpeget som formand for Rådet for Voksen- og Efteruddannelse
Jens Mejer Pedersen tiltræder som formand for VEU-rådet 1. januar 2022 og afløser rådets mangeårige formand, professor Kjeld Møller Pedersen.
UCL's rektor Jens Mejer Pedersen er i dag af Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil blevet udpeget som formand for Rådet for Voksen- og Efteruddannelse.
- Jeg ser frem til opgaven som formand for VEU-rådet og er meget glad for udpegningen, siger Jens Mejer Pedersen.
VEU-rådets opgave er at rådgive ministeren om forhold, der har betydning for blandt andet arbejdsmarkedsuddannelser, almen voksenuddannelse, forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne.
Især i forhold til Danmarks grønne omstilling ser UCL's rektor vigtige perspektiver i at uddanne hele arbejdsstyrken.
- Hvis vi som samfund skal kunne levere på den grønne omstilling har vi behov for kompetente medarbejdere i alle sektorer. Vi er i en situation, hvor vi mangler faglært arbejdskraft. Derfor er vi nødt til at udfolde det potentiale, der ligger hos gruppen af ufaglærte voksne for at nå i mål, siger Jens Mejer Pedersen.
Jens Mejer Pedersen tiltræder som formand for VEU-rådet 1. januar 2022 og afløser rådets mangeårige formand, professor Kjeld Møller Pedersen.