UCL Erhverv ansætter ny docent: Lars Pynt Andersen kender koderne i marketing og branding.

Han har trawlet igennem og analyseret tusindvis af TV-reklamer, skrevet en bog om markedsføring rettet mod ”tweens” og ved ualmindeligt meget om nordiske værdier i marketing. Nu skal den viden i spil hos anvendt erhvervsforskning på UCL.

 

Dato: 09.03.2023 - Forfatter: Winnie Laursen

Det sker ikke sjældent, at Lars Pynt Andersen bliver ringet op af journalister, der gerne vil vide noget om eksempelvis lidt for smart markedsføring eller det sociale medie TikToks stærke påvirkning af børn og unge. Og han svarer beredvilligt, for netop det at blive bevidst om, hvordan vi bliver præget, er ekstremt vigtigt, mener han.

Lære at gennemskue påvirkning

- Vi kan godt forsøge i overført betydning at hegne vores børne inde og beskytte dem fra den påvirkning, de bliver udsat for, men det giver bagslag. Børn og unge skal i stedet træne deres forsvarsmekanismer, få en slags immunforsvar og lære at gennemskue tvivlsomme metoder, siger Lars Pynt Andersen

De seneste fem år har den nye docent brugt som underviser og forsker på Aalborg universitet, nærmere indkredset på Institut for Kommunikation og Psykologi. På UCL skal Lars Pynt Andersen blandt andet bringe sin viden om, hvordan mennesker kan engageres og påvirkes videre til de studerende. Samtidig med at han i samspillet med kolleger trækker på sine forskningskompetencer.

Tværfaglige projekter på UCL

- Min rolle bliver at udvikle projekter sammen med kolleger med forskellige fagligheder, og jeg glæder mig til gennem sparring at være med til at løfte erhvervsforskningen på UCL, siger Lars Pynt Andersen.

Et af de første projekter, der kommer i fokus for den nye docent er, hvordan man skaber aktivt medborgerskab for mennesker med demens. Det er et tværfagligt projekt på UCL, som foregår i et samarbejde med Langeland Kommune, og som går ud på at udvikle foreningsliv, boformer og turisme, så mennesker med et tidligt stadie af demens også kan være med.

- Det er et projekt, der giver rigtig meget mening, og hvor vi fra erhvervsforskningens side blandt andet bidrager med udvikling af oplevelser i regi af turisme og samtidig er med til at støbe formidlingen af indsatserne, siger Lars Pynt Andersen, der oprindeligt er uddannet fra Københavns Universitet og har skrevet ph.d. på Copenhagen Business School.