Vi er flyttet ind i Svendborg
I denne uge er UCL flyttet ind i den nye campus på havnen i Svendborg.
Der har været hektisk aktivitet de seneste dage og uger. Efter flere års planlægning og byggeri er UCL nu rykket ind på den nye campus på havnen i Svendborg. Studerende og medarbejdere har taget de nye rammer i brug, og dermed begynder et nyt kapitel for uddannelseslivet i byen.
Tirsdag den 1. september startede det første hold lærerstuderende og pædagogstuderende. I sidste uge startede de nye studerende på filmproduktionsledelse og havde deres første dage i lånte lokaler på SIMAC. Og onsdag kommer de nye sygeplejerskestuderende til deres første dag på uddannelsen. Dermed kan UCL endelig fuldende ambitionen om at samle de nu fire uddannelser under samme tag i Svendborg.
"Det er en stor milepæl for UCL, men også for Svendborg. Vi får nogle fantastiske rammer for læring, fællesskab og samarbejde, som kommer både vores studerende og vores omverden til gavn," siger rektor Jens Mejer Pedersen.
Den nye campus samler moderne undervisningsfaciliteter, studieområder og fælles mødesteder under ét tag og skaber rammerne for et stærkt studiemiljø tæt på byens øvrige uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv, hvor 370 studerende får deres daglige gang i den nye bygning på havnen.
Den 22. september indvies campus officielt, når Svendborgs borgmester Bo Hansen klipper den røde snor. Og lørdag den 26. september inviterer UCL byens borgere til åbningsfest, hvor der vil være mulighed for at udforske campus og blandt andet høre foredrag med Rane Willerslev.
Se programmet for åbningsfesten her.