5 fif: Sådan bliver du en bedre mødeleder

Grib de gode energier, vær nærværende og øv dig på at styre processen – man kan altid blive bedre!

Dette er nogle af de fif, som Birger Søndergård, ledelseskonsulent og lektor, og Lillian Fannikke, cand.mag. og ledelseskonsulent, har i ærmerne til dig, der gerne vil lede og bidrage til gode eller endnu bedre møder.

Dato: 04.06.2021

1. Sæt scenen

Først er det vigtigt, at du som leder af et møder, sørger for at få sat scenen.

- Helt grundlæggende hvis du som mødeleder skal have nogen til at følge dig, være med og bidrage konstruktivt, kræver det, at scenen er sat, og man er enige om, at det er det her, vi skal arbejde med, siger Lillian Fannikke.

2. Styr processen, ikke indholdet

Når du skal lede og facilitere et møde, handler det om at styre processen uden at styre indholdet. Du skal være nærværende og deltagende i mødet, samtidig med du hele tiden holder det strategiske overblik, så I kommer i mål.

Det kan lyde enkelt, men ifølge ledelseskonsulent Lillian Fannikke, er det noget man skal øve sig på.

- For eksempel er det vigtigt, at du italesætter, hvad du har gang i og sætter en dagsorden, så deltagerne har en chance for at følge dig. Hvis der opstår noget, der er lidt skævt i forhold til temaet, så spørg ind til, hvordan det hjælper til temaet. Det kan være, det bare er dig, der ikke har fået øje på forbindelsen, forklarer hun.

3. Vær nærværende, nysgerrig og lydhør i drøftelserne

Hvis man ikke kan bekæmpe skandalen, skal man gå foran. Det råd har Birger Søndergård fået af en tidligere chef, og det hænger sammen med netop dette fif. Det behøver ikke være en skandale, der opstår, men noget, der virker nærværende og vigtigt i øjeblikket.

- Det er fint, du har en dagsorden, og at du gerne vil et sted hen. Men nogle gange opstår der noget, der er så stærkt i momentet, at man må gå med ind i processen, forklarer Birger Søndergård.

4. Vær bevidst om positionerne og vær transparent

Vær tydelig i forhold til det, du vil fortælle. For eksempel hvis du skal informere om noget, som kun du har haft særlig adgang til at vide eller få information omkring. Du må gerne bruge god tid til at forklare. Det vigtigste er, at du er transparent og kommer med klare bestillinger.

- Du skal dele indholdet op i: Det her er til information, det her skal vi sammen udvikle på, her lægger jeg op til beslutning, uddyber Birger Søndergaard.

5. Gå med energien

Når du fornemmer gode energier, så grib dem! Det betyder måske, at I ikke når jeres dagsorden og skal udsætte de to sidste punkter til næste gang, men når der er god energi, kan det være en styrke, at man som leder af mødet kan gå med den.

- Sommetider opstår der noget lidt uden for dagsorden, som der er meget energi i. Det ville være synd og skam at lægge til side, siger Lillian Fannikke.

 

Vil du blive endnu bedre til at lede og facilitere møder? Så er diplommodulet Ledelse og facilitering for koordinatorer, projektledere og interne konsulenter helt sikkert noget for dig.

Læs mere her

Vil du modtage lignende indhold direkte i din indbakke?