Før vi finder løsningen, skal vi forstå problemet
Når fagprofessionelle mødes med pårørende om komplekse problemstillinger, er ønsket ofte det samme, at finde en løsning. Men nogle gange går vi for hurtigt til handling. En enkel samtalemodel kan hjælpe med at skabe fælles forståelse.
Ifølge Carina Hejl Fylling, adjunkt i pædagogik og psykologi ved UCL, risikerer vi at handle på et ufuldstændigt grundlag, hvis ikke alle perspektiver er kommet frem først.
"Mange pårørende er i krise, når vi møder dem. Derfor er det vores ansvar som fagprofessionelle at tage højde for det i samarbejdet," siger Carina Hejl Fylling.
I forbindelse med et pilotprojekt om skolefravær undersøgte hun, hvordan elever, forældre og fagprofessionelle oplevede samarbejdet omkring børn med begyndende skolefravær. Her blev det tydeligt, at forskellige parter ofte havde forskellige forståelser af situationen, og at nogle stemmer fyldte mere end andre.
Før vi handler, skal vi forstå
Når en situation opleves akut eller vanskelig, er det naturligt at lede efter næste skridt.
”Men hvis vi ikke først får skabt en fælles forståelse af problemet, risikerer vi, at indsatserne rammer ved siden af” forklarer hun.
I hendes pilotprojekt blev det tydeligt, at det fagprofessionelle perspektiv ofte kom til at fylde mest. Ikke af ond vilje, men fordi vi skal øve os på at få alle perspektiver frem. Derfor udviklede hun en enkel samtalemodel, som hjælper med at sikre, at alle relevante perspektiver kommer frem.
Målet er ikke enighed
Når forskellige perspektiver bringes frem, opdager man ofte, at de ikke stemmer overens.
Og det er ikke nødvendigvis et problem. Den pårørende kan opleve situationen på én måde. Barnet eller borgeren kan have en anden oplevelse. De fagprofessionelle kan se noget tredje.
Det afgørende er ikke, at alle er enige. Det afgørende er, at alle bliver hørt, for hvis vi ikke får alle perspektiver frem, risikerer vi at handle på et forkert grundlag.
Et fælles tredje at samles om
Samtalemodellen er tænkt som et fysisk arbejdsredskab, der kan ligge på bordet under mødet. Et fælles tredje, som alle kan orientere sig mod.
"Jeg kunne godt tænke mig, at vi nogle gange får klappet skærmen sammen og arbejder ud fra noget fælles. Så vi sammen kan blive enige om, hvad vi ved, hvad vi mangler at vide, og hvad næste skridt skal være."
Når perspektiverne er synlige for alle, bliver det lettere at skabe fælles retning og aftale konkrete delmål.
Små skridt kan gøre en stor forskel
Komplekse problemstillinger løses sjældent med én stor indsats. Derfor arbejder modellen også med delmål.
"Vi tager elefanten i bidder. Vi kan ikke altid sige, at i morgen skal alt være løst. Men vi kan finde det første delmål og arbejde videre derfra."
