Når en medarbejder får en demensdiagnose

5 ting du som leder, jobkonsulent eller fagprofessionel bør vide:

Flere mennesker får en demensdiagnose, mens de stadig er på arbejdsmarkedet. På mange arbejdspladser bliver fokus hurtigt rettet mod, hvornår medarbejderen skal stoppe med at arbejde. Forskning og praksiserfaringer peger på imidlertid på, at det afgørende spørgsmål ikke er, om mennesker med demens kan arbejde, men hvordan vi skaber rammer, der gør det muligt for dem at fortsætte.  

Her er fem ting, du som leder, jobkonsulent eller fagprofessionel bør vide. 

Dato: 09.09.2026 - Forfatter: Anne-Kathrine Brorsen Michelsen 

1. En demensdiagnose betyder ikke automatisk tab af arbejdsevne

Mange forbinder demens med et hurtigt og omfattende tab af arbejdsevne.

Virkeligheden er ofte mere nuanceret.

Mennesker med demens mister ikke deres kompetencer fra den ene dag til den anden. Mange kan fortsat løse arbejdsopgaver, indgå i fællesskaber og bidrage med værdifuld erfaring i lang tid efter diagnosen.

Når diagnosen automatisk fører til både overvejelser om og iværksættelse af førtidspension eller tilbagetrækning, risikerer vi at miste værdifulde kompetencer på arbejdspladsen. Samtidig kan vi komme til at afskære mennesker med demens fra et arbejdsliv, som kan være med til at understøtte kognitive funktioner og livskvalitet.

2. Arbejde handler om mere end løn

For de fleste mennesker er arbejde tæt knyttet til identitet, fællesskab og følelsen af at bidrage.

I forskningsprojektet MADE, som ledes af Hanne Kaae Kristensen, docent og ph.d. og Hanne Peoples, docent og ph.d. fra UCL, fortæller mennesker med demens, at tabet af arbejdslivet ofte opleves som et af de største tab i forbindelse med sygdommen.

Det handler ikke kun om indkomst. Det handler om at have kolleger, være en del af noget større og stadig kunne gøre nytte.

Derfor kan en tidlig exit fra arbejdsmarkedet få store menneskelige konsekvenser.

Læs Odense Kommunes erfaringer med at skabe nye fællesskaber for mennesker med demens.

3. Barriererne findes ofte i omgivelserne

Når mennesker med demens mister tilknytningen til arbejdslivet, skyldes det ikke nødvendigvis sygdommen alene.

Barriererne kan blandt andet være manglende viden om demens på arbejdspladsen, begrænsede muligheder for at tilpasse opgaver og rammer eller manglende kendskab til støttemuligheder.

Mange arbejdspladser arbejder allerede med inklusion af medarbejdere med forskellige behov. De samme principper kan ofte anvendes i forhold til mennesker med demens. Derfor handler udfordringen sjældent kun om sygdommen, men også om de rammer og muligheder, der stilles til rådighed.

4. Meningsfulde opgaver er afgørende

Mennesker med demens efterspørger ikke blot beskæftigelse.

De ønsker opgaver, der opleves som reelle, meningsfulde og værdifulde. Opgaver, hvor deres erfaringer, interesser og kompetencer fortsat kommer i spil.

Hvis løsningen bliver et job eller en aktivitet uden sammenhæng med det menneske, der skal udføre den, er sandsynligheden for succes mindre.

Til gengæld viser både forskning og praksiserfaringer, at mennesker med demens kan trives og bidrage, når opgaverne giver mening og tager udgangspunkt i deres ressourcer.

5. Tidlig støtte gør en forskel

Jo tidligere der bliver sat ind, desto flere muligheder er der ofte for at bevare tilknytningen til arbejdslivet.

De første tegn på demens bliver ofte forvekslet med stress, depression eller udbrændthed. Derfor kan der gå lang tid, før medarbejderen får den rette støtte og de nødvendige tilpasninger.

Internationale erfaringer peger på, at tidlig dialog, fleksibilitet og løbende tilpasning af opgaver kan være afgørende for, at mennesker med demens kan fortsætte med at bidrage i arbejdslivet.

Faktaboks:

Artiklen er skrevet på baggrund af webinaret "Kan man stadig arbejde, når man har en demenssygdom?" afholdt af UCL Erhvervsakadami og Professionshøjskole i samarbejde med Odense Kommune og leder af forskningsprogrammet "Sund aldring og demens" Hanne Peoples.

Se hele webinaret her

Artiklen er skrevet på baggrund af webinaret "Kan man stadig arbejde, når man har en demenssygdom?" afholdt af UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i samarbejde med Odense Kommune og leder af forskningsprogrammet "Sund aldring og demens" Hanne Peoples.  

Se hele webinaret her