"Nu har jeg noget at fortælle om ved middagsbordet"
Når mennesker med demens mister deres arbejde, mister de ofte mere end en lønindkomst. Erfaringer fra Odense Kommunes viser, at meningsfulde fællesskaber kan give noget af det tilbage og samtidig udfordre vores forestillinger om, hvad mennesker med demens kan bidrage med.
Da en mand i begyndelsen af 60'erne fik en demensdiagnose, måtte han stoppe i det job, han havde haft gennem mange år.
Han arbejdede med store maskiner, og sikkerhedskravene gjorde det umuligt at fortsætte. Fra den ene dag til den anden mistede han ikke bare sit arbejde, men også den hverdag, de kolleger og den identitet, der havde været en naturlig del af hans liv.
Gennem Odense Kommunes projekt ”Meningsfulde aktiviteter for mennesker med demens” blev han frivillig på et plejehjem, hvor han var med til at planlægge aktiviteter og arrangementer for beboerne. Han fik nye relationer, nye opgaver og en ny oplevelse af at gøre en forskel.
Som han selv beskrev det: "Nu har jeg noget at fortælle om ved middagsbordet”.
Den største udfordring var ikke demensen
Historien rammer kernen i det arbejde, som projektet har været optaget af de seneste år. For når mennesker med demens mister tilknytningen til arbejdsmarkedet, handler tabet om meget mere end økonomi. Det handler om identitet, fællesskab og følelsen af at bidrage.
”Vi kan ikke give dem deres arbejde tilbage, men vi kan give dem noget af det, de savner” fortæller Ane Caspersen og Thomas Ipsen som er projektledere for ”Meningsfulde aktiviteter for mennesker med demens” ved Odense Kommune.
Da de begyndte at undersøge mulighederne for at skabe nye fællesskaber og frivillige roller for mennesker med demens, havde de en forestilling om, at det ville være svært at finde borgere, som havde lyst til at deltage. Det var ikke tilfældet.
”Vi oplevede faktisk, at udfordringen i højere grad var at finde steder, der kunne se mulighederne, end at finde mennesker, som gerne ville bidrage”, forklarer de.
Mange arbejdspladser, organisationer og fællesskaber var usikre på, hvad det ville kræve at tage imod mennesker med demens. Men når dialogen først kom i gang, viste der sig ofte en stor velvilje.
Undervejs blev Odense Kommune også skarpere på, hvad der skal til, hvis mennesker med demens skal lykkes i nye fællesskaber.
Tre erfaringer går igen.
For det første: Der findes ikke én model
En af de vigtigste erfaringer fra arbejdet er, at der ikke findes én model, som passer til alle. Det afgørende er at skabe de rigtige relationer og finde det rigtige match mellem menneske og fællesskab. Når interesser, erfaringer og ønsker bliver tænkt sammen med konkrete muligheder, opstår de bedste forløb.
For det andet: Fokus skal være på ressourcerne
Mennesker med demens bliver ofte mødt med spørgsmål om, hvad de ikke længere kan. Men de bedste resultater opstår, når fokus flyttes til det modsatte.
”Når vi møder mennesker med nysgerrighed og ser på deres ressourcer frem for deres begrænsninger, åbner der sig ofte flere muligheder, end man umiddelbart tror”, uddyber Ane Caspersen og Thomas Ipsen.
Det betyder ikke, at sygdommen forsvinder eller bliver mindre alvorlig. Men det betyder, at flere får mulighed for fortsat at bidrage med det, de kan.
For det tredje: Fællesskaber kan være en del af svaret
I takt med at flere mennesker lever længere med en demenssygdom, vokser behovet for nye måder at tænke deltagelse, fællesskab og rehabilitering på.
Erfaringer fra projektet peger på, at løsningen ikke nødvendigvis handler om flere særlige tilbud, men om at skabe flere muligheder for at høre til, bidrage til fællesskaber, der giver mening og have noget at fortælle ved middagsbordet.
Faktaboks:
Artiklen bygger på indsigter fra webinaret "Kan man stadig arbejde, når man har en demenssygdom?" afholdt af UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i samarbejde med Ane Caspersen og Thomas Ipsen fra Odense Kommune og leder af forskningsprogrammet "Sund aldring og demens" Hanne Peoples.
Se hele webinaret her
