Installatøruddannelse ledte Mads på en ny karrierevej

Ordblindhed og dårlige oplevelser fra folkeskolen behøver ikke stå i vejen for en videregående uddannelse. Det kan Mads Winther skrive under på. Efter 8 år i sikkerhedssko valgte Mads at læse videre til VVS-installatør og den beslutning har sendt ham i en helt ny retning i sit arbejdsliv.

Når Mads Winther møder ind på kontoret om morgenen hos OJ Rådgivende ingeniører, så er det iklædt skjorte og pæne bukser. Kollegerne på kontoret i Odense er en blanding af installatører og ingeniører og arbejdsdagen bruges primært foran computeren.

Kontrasten til det gamle arbejdsliv som VVS-montør virker på overfladen til at være stor, men spørger man Mads, så handler jobbet stadig om det samme.

- I bund og grund er jobbet det samme. Man skal hjælpe en kunde med en opgave. Men nu er det en teoretisk opgave, jeg skal løse, før var det en praktisk opgave, jeg skulle løse.

Men selv om Mads stadig går til arbejdet på samme måde, så kan han godt mærke, at ansvaret er blevet en del større.

- Der er et helt andet ansvar i den her rolle. Man står ikke ude ved fru Hansen og skal lukke for vandet. Jeg har et ansvar for, at det, der står på papiret, kan føres ud i livet. Som rådgivende installatør er det bl.a. mig der er ansvarlig for, at de tegninger, arkitekten laver, også kan omsættes i et færdigt byggeri.

Lige nu arbejder Mads bl.a. med et byggeri af 38 boliger i Middelfart, der skal opføres på en gammel oliegrund. En opgave der kræver masser af koordinering, overblik og skarp kommunikation.

- Min opgave er at projektere installationerne samt at analyser på de løsningsforslag som entreprenøren kommer med. Så det handler om at være skarp i sin kommunikation, så der ikke er noget at komme efter.  For der er meget, der kan tolkes og det bliver der også gjort.

- Det skal man lige vænne sig til, for som håndværker kommunikerer man lidt mere direkte på byggepladsen, griner Mads.

Uddannelse var ellers ikke noget for Mads

Mads er ordblind, og han har rygsækken fyldt med dårlige oplevelser fra folkeskolen. Derfor stod det ikke højt på ønskelisten at komme tilbage på skolebænken.

- Jeg har aldrig set mig selv som en, der skulle sidde på et kontor. Jeg skulle have frisk luft. Min folkeskoletid var generelt skidt. Det sidste matematikundervisning og danskundervisning, jeg har haft, har været i 5. klasse.

Men Mads var kørt træt i arbejdet som VVS-montør, og da ryggen begyndte at drille, tog han beslutningen om at læse videre. Den beslutning har han ikke fortrudt.

Slap den indre nørd løs

Mads har hele vejen igennem VVS-installatøruddannelsen klaret det godt. Han har samtidig brugt uddannelsen til at få lært mange af de ting, han manglede fra folkeskolen og har på den måde fået vendt de dårlige oplevelser til noget positivt.

- Jeg sagde altid, at jeg ikke ville fokusere på at få højere karakterer. Men så fandt jeg jo ud af, at jeg godt kunne følge med, og så fik jeg blod på tanden.

Mads er ikke kommet sovende til de flotte karakterer. Tværtimod er det ofte gået ud over nattesøvnen, når han har siddet og nørdet med et problem.

- Jeg har flere gange siddet til kl. 3 om natten. Hvis jeg fx sidder og arbejder med en formel i Excel, så stopper jeg ikke, før det er perfekt.

Mads hårde arbejde har ikke kun givet gode karakterer. Han har også fået en installørpris fra TEKNIQ for sin indsats som et bevis på, at han har fået det højeste karaktergennemsnit på sin årgang. Og det giver selvtillid, også i den nye rolle som rådgiver.

- Det er et skulderklap til, at jeg faktisk kan de ting, som jeg kan. Når jeg bliver i tvivl i det nye job, når jeg sidder med en opgave, så tænker jeg tilbage på, at der faktisk var en god grund til, at jeg fik den pris.

Nyder godt af fleksibiliteten

Der er mange ting, Mads kan fremhæve af gode ting ved sit nye arbejde som rådgiver. Lønnen er bedre, ansvaret er større og opgaverne er spændende uden at slide på kroppen. Men det er især fleksibiliteten i at kunne planlægge sin arbejdsdag og friheden til at løse opgaverne på sin egen måde, som han nyder allermest.

- Du får ansvaret for et projekt og kan spare med dine kolleger, men derudover har du metodefrihed. Jeg har lige skullet vænne mig til den frihed. Som håndværker skulle jeg altid spørge mester og fik en reprimande, hvis jeg ikke gjorde det, fortæller Mads og fortsætter:

- Hvis jeg vil arbejde hjemme eller tage en kort dag, så kan jeg også gøre det. Det passer godt til familielivet, når man har to små børn. Og den fleksibilitet havde jeg ikke som håndværker. Man kan jo ikke ringe til kunden og sige: ”Må jeg starte kl. 6 i morgen, fordi jeg skal gå kl. 14?”.

Et godt råd

Mads ved om nogen, at det ikke er nogen nem beslutning at vende tilbage til skolebænken. Men han er ikke i tvivl om, at det var det hele værd for ham. Derfor giver han også gerne et godt råd med på vejen til andre, der er i tvivl, om de skal læse videre.

- Du skal ikke være bekymret for at gå i gang. Bare tro på dig selv, også selvom du er ordblind ligesom mig.

Og er man først startet på uddannelsen, så hold fast. For det er hårdest i starten, husker Mads.

- Det der med at vænne sig til at sidde stille og arbejde ved en computer, det er hårdt i de tre første måneder. Der skal man bare give den en skalle. Underviserne sagde ofte: ”Hvis I når efterårsferien, så klarer i også hele uddannelsen.” Og de fik jo ret.

- Man skal huske sig selv på, at man gør tingene for sig selv. Det er din egen karriere, liv og fremtid, der er på spil, afslutter Mads.

Læs mere

Læs mere om VVS-installatøruddannelserne på fuldtid og deltid