UCL får godkendelse til at udbyde en uddannelse på kandidatniveau i pædagogisk-psykologisk rådgivning

Uddannelses- og Forskningsministeriet har i dag godkendt, at UCL må udbyde en professionsmaster, som er på kandidatniveau, i pædagogisk-psykologisk rådgivning.

Dato: 26.02.2026 - Forfatter: Kasper Duus

UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole kan nu officielt udbyde sin første uddannelse på kandidatniveau. Det sker på baggrund af, at Uddannelses- og Forskningsministeriet officielt udvider professionshøjskolernes uddannelsesportefølje med nye praksisrettede overbygningsuddannelser.

De nye professionsmasteruddannelser skal være praksisnære og målrettet velfærdsområdet, og de skal baseres på forskning, udvikling og stærk praksistilknytning.

Første nye uddannelse: Professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning

Den første professionsmasteruddannelse er målrettet lærere og pædagoger, der ønsker at styrke deres kompetencer inden for pædagogisk-psykologisk rådgivning, inklusion og trivsel i dagtilbud og skoler.

- Det er virkelig et nybrud i uddannelseslandskabet i Danmark, og jeg er både glad og stolt over, at vi nu kan tilbyde en lang videregående uddannelse, så en lærer- eller pædagogstuderende kan læse 5 år uden afbrydelse på UCL og gå ud ad døren med en uddannelse på kandidatniveau, siger Charlotte Høy Worm, direktør for Pædagogik og Samfund på UCL.

Målet er at kvalificere dimittenderne til at kunne bidrage til at løfte komplekse problemstillinger og lede udviklingsprocesser med fokus på børn og unges trivsel og deltagelse i skoler og dagtilbud. På sigt vil professionsmasteruddannelsen også kunne tages på deltid.

De nye uddannelser indplaceres på niveau 7 i kvalifikationsrammen og giver de studerende viden og kompetencer på kandidatniveau – med en tydelig praksisprofil rettet mod velfærdsområderne. Uddannelserne er normeret til 75 ECTS og kan tages på et år.

UCL udbyder et begrænset antal pladser på Professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning med første studiestart i Odense 1. september. Ansøgningen åbner den 1. marts, og der er ansøgningsfrist den 1. maj.

Læs mere:

Professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning