Når pårørende er i krise: Fem greb til et bedre samarbejde
Hvordan samarbejder vi med pårørende, der er pressede, frustrerede eller har mistet tilliden til systemet?
Det spørgsmål møder mange fagprofessionelle i deres hverdag. Når mennesker står midt i en belastende livssituation, reagerer de ikke altid, som vi forventer. Derfor kræver et godt samarbejde med pårørende mere end information og handleplaner.
Det kræver, at vi som fagprofessionelle skaber tryghed, gør plads til forskellige perspektiver og møder mennesker med forståelse for den situation, de står i.
Her er fem greb, der kan styrke samarbejdet.
1. Se mennesket bag reaktionen
Når samarbejdet bliver svært, kan det være fristende at fokusere på den adfærd, vi møder.
Men bag frustration, modstand eller opgivenhed gemmer der sig ofte bekymring, afmagt eller udmattelse. Mange pårørende har kæmpet længe, før de søger hjælp. Nogle har været igennem utallige møder og forløb. Andre føler sig alene med ansvaret eller er bekymrede for fremtiden.
Hvis vi kun reagerer på adfærden, risikerer vi at forstærke konflikten. Hvis vi derimod bliver nysgerrige på, hvad reaktionen udspringer af, får vi bedre mulighed for at forstå situationen og skabe et samarbejde.
2. Husk magten i relationen
Som fagprofessionelle har vi viden, ansvar og ofte også beslutningskompetence. Det skaber et ulige forhold, som vi ikke kan se bort fra.
Nogle pårørende fortæller ikke alt, hvad de tænker eller oplever. Ikke fordi de ikke vil samarbejde, men fordi de er usikre på konsekvenserne. De kan være bange for at blive misforstået, vurderet eller stemplet som besværlige.
Derfor ligger ansvaret hos os. Vi skal skabe et rum, hvor det er trygt at være ærlig, også når perspektiverne udfordrer vores egne forståelser.
3. Sørg for, at alle bliver hørt
På møder er det ofte de professionelles stemmer, der fylder mest.
Men ingen har hele billedet alene.
Pårørende ser noget, vi ikke ser. Barnet, den unge eller borgeren oplever noget, som hverken pårørende eller fagprofessionelle nødvendigvis har adgang til.
Jo bedre vi lykkes med at bringe perspektiverne sammen, desto bedre grundlag får vi for at forstå situationen og finde veje videre.
Få en konkret model til at alle stemmer kan høres her
4. Tal om problemet ikke om skyld
Når problemer bliver komplekse, opstår der let en søgen efter forklaringer.
Er det familien? Er det systemet? Er det rammerne?
Men skyld fører sjældent til løsninger.
Et mere hjælpsomt spørgsmål er: Hvad er det vigtigt, at vi forstår sammen?
Når fokus flyttes fra skyld til fælles forståelse, bliver det lettere at skabe bevægelse. Problemet bliver noget, vi undersøger i fællesskab ikke noget, vi placerer hos hinanden.
5. Vær det stedfortrædende håb
Nogle pårørende har kæmpet så længe, at de har mistet troen på, at situationen kan ændres.
Her kan du som professionelle spille en afgørende rolle.
Ikke ved at komme med hurtige løsninger eller tomme forsikringer, men ved at fastholde troen på, at der findes en vej videre. Ved at vise, at ingen står alene med problemet, og at forandring er mulig, selv når den må ske i små skridt.
At være stedfortrædende håb handler ikke om at love mere, end du kan holde. Det handler om at insistere på, at samarbejdet fortsat giver mening.
