UCL tager del i 10 års indsats for læselysten

I de kommende ti år skal landets skoleelever have flere muligheder for at få gode oplevelser med læsning. Politikerne har afsat 25 mio. kr., som bliver til events, læselaboratorier og materialer, der kan gøde læselysten hos børn og unge. UCL deltager via videncentret Læremiddel.dk og Center for Undervisningsmidler.

Dato: 27.05.2025 - Forfatter: Eva Rymann

Nationalt Videncenter for Læsning, Læremiddel.dk og Center for Undervisningsmidler (CFU) samarbejder om den landsdækkende læselystkampagne Læselyst.nu, som forløber frem til 2034. I den politiske aftale er der bevilget 25 mio. kr. til indsatsen, som ifølge Børne- og Undervisningsministeriet skal ”bidrage til øget læselyst – og herved mere læsning – blandt børn og unge”.

Indsats på børn og unges egne præmisser

Det er en vigtig kampagne, understreger centerleder Kia Wied, Læremiddel.dk:

”Vi ved fra undersøgelser, at danske børn og unge generelt har mindre læselyst og -glæde end i mange andre lande, og at læselysten blandt danske 4. klasse-elever er i frit fald. Vi ved også, at læselysten falder i takt med at børnene bliver ældre, så kun et fåtal af de unge har læsning som interesse. Nogle oplever læsning som sur pligt og skolearbejde og forbinder det ikke med noget afslappende og lystbetonet. Det er bekymrende, fordi læsning også er kilde til oplevelser, personlig udvikling, uddannelse og deltagelse i samfundet. Vi vil gerne bidrage til, at læsning bliver noget andet og mere end det billede vi ser i dag.”

Derfor er det centralt at arbejde med en nysgerrig, anerkendende og inddragende tilgang, hvor fokus er på læsningens potentiale og ikke på en fortælling om læsekrise, siger vicecenterleder Dorthe Carlsen:

”Det kræver en langvarig og flerstrenget indsats, hvis flere børn og unge skal få lyst til at læse bøger og blive gladere for og dygtigere til at læse. Vi kommer til at arbejde med en holistisk tilgang, som både taler ind i skolens undervisning, og hvor vi kigger på læsning på tværs af skolens fag og på tværs af skole, fritid og hjem. Og vigtigst at alt, så skal dét, vi gør, være på børnenes og de unges egne præmisser – de skal opleve, at de bliver inddraget og får mulighed for og støtte til at udvikle deres læselyst”.

Elever og lærere med i advisory board

Læselyst.nu er i gang pr. 15 maj 2025 og løber til 31. december 2034.

Desuden har kampagnen et advisory board bestående af ti organisationer og institutioner med bl.a. Danske Skoleelever og Danmarks Lærerforening blandt deltagerne.

Se også:

Læselyst.nu

Børn og unges læsning 2021

National indsats evalueret: Læseglæde gennem samarbejde og børneinddragelse