Kørelærere skal lære pædagogik: UCL kobler teori med praktiske øvelser

For at blive kørelærer skal du også have et pædagogisk grundkursus, som UCL har valgt at tilbyde sammen med Mylicence.dk i Fredericia. Det giver den fordel, at den teoretiske undervisning kan gøres praktisk i bilerne på det køretekniske anlæg. Lidt atypisk måtte seneste hold på grund af coronakrisen gå til deres mundtlige eksamen via Skype

Martin Poulsen har i 13 år været i Royal Unibrews eventafdeling. Nu har han skiftet spor for at blive kørelærer, og han har netop bestået akademimodulet ”Didaktik og undervisningsmetode målrettet kommende kørelærere” gennem UCL Kompetence- og Organisationsudvikling.

”Jeg var ærlig talt lidt skeptisk, inden jeg skulle i gang, men her efterfølgende må jeg indrømme, at det både har været rigtig godt, spændende og helt sikkert brugbart for mit fremtidige arbejde som kørelærer,” siger Martin Poulsen.

Mulighed for praktiske øvelser er en stor fordel

UCL tilbyder modulet sammen med Mylicence.dk, der uddanner kørerlærere. Det betyder, at undervisningen foregår på Køreteknisk Anlæg Fredericia, så man kombinerer den teoretiske undervisning med praktiske øvelser.

”Der er naturligvis en del teori om pædagogik, didaktik og undervisningsmetoder, men fordelen ved, at det foregår på et køreteknisk anlæg, er, at vi hurtigt kan gå ned i bilerne og omsætte teorien til praktiske øvelser,” siger Carl August Jantzen, underviser og konsulent hos UCL, og tilføjer:

”Vi får mange positive tilbagemeldinger på den praktiske del, fordi kursisterne godt kan lide, at vi kan iscenesætte situationer, som ligner dem, de kommer til at møde som kørelærere. Vi kører simpelthen ture, hvor en er kørelærer, en er elev, og så sidder jeg på bagsædet og giver feedback.”

For Martin Poulsen vægtede de praktiske øvelser også højt.

”Med de praktiske øvelser fandt jeg på en god måde ud af, hvordan jeg kan bruge teorien, når jeg en dag sidder som kørelærer. Det er en rigtig god måde at gøre det på,” siger han.

Eksamen foregik over Skype

Modulet består af ni undervisningsgange, som afsluttes med en mundtlig eksamen. Undervejs får de kommende kørelærere indsigt i, hvordan pædagogiske og didaktiske teorier og metoder kan bruges, når de senere skal planlægge og gennemføre deres undervisningsforløb, så de tilgodeser alle elever.

Og Martin Poulsen er ikke i tvivl om, at det kommer til at gavne ham, når han fremover skal undervise sine køreskoleelever.

”Jeg tager helt sikkert meget med fra modulet. Jeg er blevet meget mere bevidst om, hvordan jeg skal formidle, og hvordan jeg planlægger min undervisning, så den både bliver spændende og involverende, og så jeg sikrer god dialog med mine elever,” siger Martin Poulsen.

Efter planen kan han kalde sig kørelærer til december. Første forhindring blev overstået med en bestået eksamen på det pædagogiske grundkursus, som helt ekstraordinært foregik over Skype på grund af coronasituationen.

”På grund af coronaen blev vi tvunget til hurtigt at finde en løsning, så kursisterne kunne gå til eksamen over Skype. Eleverne skulle på forhånd sende deres præsentation, som de så via Skype snakkede om til eksamen. Det fungerede rigtig fint, og for nogle oplevede jeg faktisk, at det var en fordel, at de kunne sidde i hjemlige omgivelser frem for at skulle ind i et eksamenslokale med grøn dug på bordet,” siger Carl August Jantzen.

Du kan læse mere om UCL’s modul til kommende kørelærere her