Velkommen til UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskoles nye hjemmeside. Vi udvikler for tiden på hjemmesiden og der vil på nogle områder være links til vores tidligere hjemmesider.

Diplomstuderende hædret for Danmarks bedste opgave

Thomas Graversen, lærer og studerende ved UCL, har i dag fået prisen for bedste diplomprojekt, hvori han giver en ny opskrift på den svære kunst at undervisningsdifferentiere.  

Dato: 16.11.2018

Prisvinder og diplomstuderende ved UCL

Det er en stolt Thomas Graversen fra Lukas-Skolen i Vejle, som i dag har ladet sig hylde i København for årets bedste diplomprojekt ved den årlige prisuddeling hos Lærerprofession.dk.


- Det er en anerkendelse, der kommer som en ekstra bonus, og som jeg slet ikke har haft i tankerne, da jeg arbejdede på mit diplomprojekt, siger 36-årige Thomas Graversen, der snart kan fejre 10 års jubilæum som lærer, og som inden da har en bachelorgrad i teologi.


Et af årets 400 projekter

Thomas Graversens diplomprojekt, hvor han beskriver en ny vej til undervisningsdifferentiering, er ét af de godt 400 projekter – henholdsvis bachelor- og diplomprojekter – som i år er blevet vurderet.
Vejle-læreren har gennem alle sine år som lærer været stærkt optaget af det emne, som blev et vinderprojekt.


- Den sværeste og mest krævende opgave som lærer er at finde ud af, hvordan du rammer elever på alle niveauer, siger han og henviser til rapporter, som bl.a. fastslår, at lærere betragter undervisningsdifferentiering som en af de største udfordringer i jobbet, og de reelt ikke ved, hvordan de skal gribe det an.


- Ofte ender undervisningsdifferentiering med, at vi som lærere inddeler elever i hold på samme niveau. Men det er ikke meningen. Differentiering skal finde sted i klassen, så du ikke ekskluderer nogen, siger Thomas Graversen.


Det nye bud til undervisning fra diplomopgave

Thomas Graversen er således lykkedes med at udvikle en ny model for undervisningsdifferentiering i matematiktimen, hvor alle elever i klassen arbejder med et fælles men ikke identisk mål. Eleverne tilgår målet på tre forskellige niveauer.


- Det betyder, at vi i klassen arbejder med det samme emne, uanset hvilket niveau vi er på. Eleverne er selv med til at vælge, om de arbejder på niveau et, to eller tre, siger han.


Niveau 1 er færdighedsniveau, niveau 2 er kompetenceniveau, mens niveau 3 er refleksionsniveau, og for de elever, som har brug for mere abstrakte udfordringer.


Viden til kolleger

Som en del af sit projekt har Thomas Graversen også bud på, hvordan man som matematikvejleder kan inspirere sine kolleger til at tage den nye undervisningsform til sig. Diplomprojektet begejstrer hans vejleder Mette Hjelmborg, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole:


- Thomas giver et fornemt bud på, hvordan man som matematikvejleder med målrettet vejledning og samarbejde med kolleger kan udvikle skolens undervisningskultur til gavn for kolleger, men især til gavn for eleverne, siger Mette Hjelmborg.


Fakta om prisuddelingen

Fredag den 16. november 2018 har lærerprofession.dk, der drives i samarbejde mellem Folkeskolen og professionshøjskolerne, kåret vinderne af årets bedste pædagogiske diplom- og bachelorprojekter, som er udarbejdet af henholdsvis lærere og lærerstuderende.

400 projekter er i år blevet vurderet. Vinderen har fået overrakt 10.000 kr. i præmie, mens 2.- og 3.-prisen er tildelt 6.000 kr. Læs mere på: lærerprofession.dk

Kontakt Thomas Graversen, friskolelærer, Lukas-Skolen, Vejle:

tlf. 61 30 99 47

tg@lukas-skolen.dk

Mette Dreier Hjelmborg
Mette Dreier Hjelmborg Forskningsmedarbejder