Velkommen til UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskoles nye hjemmeside. Vi udvikler for tiden på hjemmesiden og der vil på nogle områder være links til vores tidligere hjemmesider.

Produktionsteknolog

Erhvervsakademiuddannelse

For dig der brænder for at udvikle spændende prototyper og arbejde med den nyeste teknologi.

Få viden inden for produktion, produktudvikling, indkøb og salg

At arbejde med nytænkning kræver en solid praktisk og teoretisk viden. Derfor får du både en bred viden om praksis og teori inden for produktion, produktudvikling og salg/indkøb, som er nødvendig i projekter, under virksomhedsophold og i dit kommende arbejde.

Produktionsteknologer spiller en væsentlig rolle, når der skal udvikles og konstrueres maskiner til fremstilling af nye produkter, og når produkter skal udvikles eller produceres billigere. Danske virksomheder udvikler hele tiden deres produkter for at klare sig i den globale konkurrence, og når det lykkes, står der tit dygtige produktionsteknologer bag - succes kræver nemlig nytænkning.

Du kommer til at arbejde meget med innovation og udvikling, og du vil udvikle dine evner til at arbejde selvstændigt men også i teams med folk, der har meget forskellige baggrunde. Både det faglige og det personlige styrkes igennem projektarbejde og løbende samarbejde med erhvervslivet.

Uddannelsens opbygning

Tværfaglige projekter

Hele studiet er bygget op omkring projekter, som har relation til virkelige produkter og konkrete problemstillinger fra virksomheder. 

I projekterne arbejder du med den sidste nye viden om den teknologiske udvikling. Og samtidig lærer du, hvordan virksomhederne håndterer konstruktion, produktudvikling og produktion i dagligdagen. Det gør uddannelsen realistisk og nutidig, fordi du arbejder med de samme problemstillinger, du møder i dit kommende job.

Projekterne er tværfaglige. Du kommer til at bruge din tekniske viden om f.eks. opmåling, tegning, dokumentation, materialer, styrkeberegninger mm., og i nogle projekter inddrager du også økonomi, miljø, logistik og outsourcing. Du får endda mulighed for at deltage i projekter med studerende fra andre uddannelser, så du lærer at arbejde med anderledes faglige input.

Vi lægger vægt på at undervise tværfagligt, fordi det styrker den innovative tankegang. Udvikling og effektivisering i virksomheder opstår nemlig oftest, når man gennemtænker alle led i produktionen, helt fra den gode idé og indtil det nye produkt ligger hos brugeren. Det kræver overblik over mere end det rent produktionstekniske – så det lærer du på uddannelsen.

Samarbejde med erhvervslivet

I virksomhederne har du mulighed for at holde uddannelsens teori op imod, hvordan virksomhederne håndterer opgaver og udfordringer i praksis. Derfor arbejder du under hele studiet med projekter med rod i virkelige problemstillinger i virksomheder.

1. og 2. semester på uddannelsen er fælles for alle studerende, men fra 3. semester skal du beslutte, hvilken retning du vil specialisere dig i. Der er tre muligheder for valgforløb:

  • Teknisk salg og indkøb
  • Produktudvikling
  • Produktions og procesoptimering

Alle forløb koncentrerer sig om virksomhedens produkter. 

Mål og indhold

Uddannelsen er bygget op omkring fagområder, der i de første tre semestre af uddannelsen indeholder følgende områder:

  • Teknologiforståelse
  • Internationalisering
  • Analytisk problemløsning
  • Studieteknik
  • Sproglig kommunikation
  • Engelsk
  • IT

Fagene sigter mod de tekniske emner, der kommer på følgende fagområder:

  • Produktudvikling
  • Konstruktion
  • Teknisk dokumentation
  • Materiale- og fremstillingsteknologi
  • Automatisering
  • Virksomhedsteknik
  • Produktionsteknik
     

På 3. semester vil dele af undervisningen være fælles for alle valgretninger, men de fleste timer vil være omkring den retning, du har valgt.

4. semester er delt i to lige store forløb, først er du i 10 ugers praktik i en virksomhed, herefter har du 10 uger til at skrive afslutningsprojekt ud fra en problematik i din praktikvirksomhed, hvilket giver tæt tilknytning til den samme virksomhed i det sidste halve år af studiet.

Internationale muligheder

Som studerende på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole har du gode muligheder for at få en international profil på din uddannelse. Afhængig af dit uddannelsesvalg kan du deltage i internationale to-ugers moduler, studere et semester i udlandet, være i praktik i udlandet eller deltage i nogle af vores internationale projekter.

Vi lever i en global verden, og du skal efter afsluttet uddannelse kunne konkurrere i denne verden. International viden og erfaring er derfor til stor gavn for dig, men også for samfundet som helhed. Du får indsigt i andre landes udvikling og kultur, hvilket kan gøre dig mere attraktiv på det danske og det internationale arbejdsmarked.

At studere i en anden kultur er et eventyr, der giver dig erfaring og færdigheder for livet. Du vil udvikle dig selv, fagligt såvel som personligt, og du vil få venner og kontakter i hele verden.

Læs mere om dine muligheder her

Studerende ved verdenskort

Praktik

En af de ting, der i særlig grad kendetegner din uddannelse på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole er, at den er praksisnær. Det giver både udslag i de praksisnære problemstillinger, I arbejder med i undervisningen og i de mange projekter og virksomhedsbesøg, der er gennem studiet. Men den stærke tilknytning til praksis kommer nok mest tydeligt til udtryk i den praktikperiode, som er en vigtig og integreret del af alle UCL’s uddannelser.

Praktikperioden er din chance for at få prøvet din nyerhvervede viden af ’ude i den virkelige verden’. Praktikperioden giver dig samtidig mulighed for at få en god idé om, hvad du vil med din uddannelse. Begge dele er super kompetencer, når du skal ud på jobmarkedet efter endt uddannelse. Du har ikke bare læst en masse teorier, men du har rent faktisk prøvet at arbejde indenfor det område, som din uddannelse sigter mod. 

Job og videreuddannelse

Jobmuligheder

Uddannelsen kvalificerer til job med ledelsesfunktioner, og produktionsteknologer ansættes typisk i industrivirksomheder med opgaver indenfor produktionsoptimering, produktionsplanlægning samt konstruktion og produktudvikling.

Herudover kan produktionsteknologer også arbejde med kvalitetsstyring, økonomi- og lagerstyring samt teknisk salg og indkøb.

Typiske jobtitler er:

  • Produktionsteknolog
  • Projektleder
  • Design Engineer
  • Project Engineer
  • Driftsleder
  • Teknisk beregner
  • Produktionstekniker

Videreuddannelse

Optagelseskrav og ansøgning

Adgangskrav

Adgang med gymnasiale uddannelser (kvote 1 eller kvote 2)

Specifikke adgangskrav: Matematik C

Skal jeg søge i kvote 1 eller 2? 

Med en gymnasial uddannelse kan du søge i kvote 1. I kvote 1 vurderes du kun på dit samlede gennemsnit. Du kan også søge i kvote 2, hvis du tænker dit gennemsnit ikke rækker til en plads i kvote 1 og du derfor vil vurderes på andre kvalifikationer.

Har du ikke en gymnasial uddannelse, skal du altid søge i kvote 2.

På denne uddannelse optager vi 35% via kvote 1 og 65% via kvote 2.

Adgang med disse relevante erhvervsuddannelser (kun kvote 2)

  • Beslagsmed
  • Boligmonteringsuddannelsen
  • CNC-tekniker (trin 2)
  • Cykel- og motorcykelmekaniker (med specialer)
  • Elektriker (med specialer)
  • Entreprenør- og landbrugsmaskinuddannelsen (med specialer)
  • Finmekaniker (med specialer)
  • Flymekaniker
  • Gartner
  • Industriteknikuddannelsen (med specialer)
  • Karrosseriuddannelsen
  • Køletekniker (trin 2)
  • Landbrugsuddannelsen
  • Lastvognsmekaniker (trin 2)
  • Maskinsnedker (trin 2)
  • Mekaniker (trin 2)
  • Metalsmed (med specialer)
  • Personvognsmekaniker (trin 2)
  • Plastmager (trin 2)
  • Procesoperatør (trin 2)
  • Ortopædist
  • Skibsmekaniker (trin 2)
  • Skibsmontør (trin 2)
  • Skibstekniker (trin 2)
  • Skorstensfejer (trin 2)
  • Smed (med specialer)
  • Snedker (med specialer)
  • Støberitekniker (trin 2)
  • Teknisk designer
  • Vindmølletekniker (med specialer)
  • Værktøjsuddannelsen

Ingen specifikke adgangskrav.

Adgang med andre erhvervsuddannelser (kun kvote 2)

Alle fuldførte erhvervsuddannelser med en normeret varighed på 3 år eller mere.

Specifikke adgangskrav: Matematik C og Engelsk C.

Adgang med adgangseksamen til ingeniøruddannelserne (kun kvote 2)

Ingen specifikke adgangskrav.

Adgang med udenlandsk uddannelse (kun kvote 2)

Du kan optages, hvis din udenlandske uddannelse svarer til en dansk adgangsgivende uddannelse.

Specifikke adgangskrav: Matematik C.

Denne uddannelse har dansk som undervisningssprog. Du skal derfor have bestået Prøve i dansk 3 med 7 i gennemsnit, eller du skal kunne dokumentere tilstrækkelige danskkundskaber.

Individuel kompetencevurdering (kun kvote 2)

Hvis du ikke har en adgangsgivende uddannelse, kan du få lavet en individuel kompetencevurdering.

Frit optag

På denne uddannelse er der frit optag. Det betyder, at alle ansøgere, der opfylder adgangskravene, og som har søgt rettidigt, vil blive tilbudt en studieplads.

Sådan søger du om optagelse

Søg om optagelse online ved at klikke på knappen ”søg om optagelse”.

BEMÆRK: Hvis du mangler et bestemt fag på et bestemt niveau for at kunne optages, kan du stadig søge ind under disse forudsætninger:

  • Du skal være tilmeldt det fag, du mangler, f.eks. et Gymnasialt Suppleringskursus eller et HF fag, som du afslutter før studiestart.
  • Du skal markere i ansøgningen, at du er tilmeldt et suppleringskursus, som du afslutter før studiestart.
  • Som bilag til ansøgningen skal du vedhæfte din bekræftelse på optagelsen på suppleringskurset.

Optagelsesområdenummer

Odense: 84110

Du får svar på din ansøgning via din e-mail.

Merit

Vil du vide, om du kan få merit?
Læs mere her.

Kontakt uddannelsen

Susanne Skov Nielsen

Susanne Skov Nielsen

Studie -og SPS-vejleder

Besøg uddannelsen

Åbent hus

Åbent hus giver dig et indblik i, hvordan det er at være studerende på den aktuelle uddannelse.

Du kan komme og høre om:

  • Uddannelsens opbygning og indhold.
  • Livet som studerende på uddannelsen.
  • Optagelseskriterier.
  • Karrieremuligheder.

Du behøver ikke tilmelde dig for at deltage i åbent hus.

Tid og sted for åbent hus

Hold øje med Det sker her på ucl.dk for at se, hvornår næste åbent hus arrangement løber af stablen.

Studiepraktik

Studiepraktikken giver dig mulighed for at opleve livet som studerende på en videregående uddannelse helt tæt på.

I løbet af studiepraktikkens 2-3 dage får du mulighed for at:

  • Følge undervisningen på uddannelsen.
  • Få et førstehåndsindtryk af studiemiljøet på uddannelsen.
  • Høre om uddannelsens indhold og karrieremuligheder.
  • Snakke med studerende og undervisere.

Hvem kan komme i studiepraktik?

Studiepraktik er for dig, der er i gang med sidste år på en gymnasial uddannelse eller allerede har afsluttet en gymnasial uddannelse.

Du kan også deltage, hvis du er i gang med en erhvervsuddannelse eller har afsluttet en erhvervsuddannelse, som giver adgang til en videregående uddannelse.

Hvornår kan jeg komme i studiepraktik?

UCL afholder studiepraktik i uge 43.