Velkommen til UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskoles nye hjemmeside. Vi udvikler for tiden på hjemmesiden og der vil på nogle områder være links til vores tidligere hjemmesider.

Procesteknolog

Erhvervsakademiuddannelse

For dig der drømmer om en uddannelse med fokus på sundhed, fødevaresikkerhed, produktudvikling og kemi.

Vær med i front på proces- fødevare- og mejeriområdet

Procesteknolog er en 2-årig uddannelse med fokus på udvikling af fødevare- og mejeriprodukter og deres fremstilling samt processer, kvalitets- og miljøstyring. Du undervises i emner såsom samarbejde og kommunikation, og du får en grundlæggende viden om naturvidenskab.

Under uddannelsen skal du specialisere dig indenfor én af tre studieretninger; fødevareteknologi, mejeriteknologi eller procesteknologi, alt efter hvad der passer bedst til dine frem­tidsdrømme.

Vælger du fødevare- eller mejeriretningen kan du blive produktudvikler, arbejde med egenkontrol og/eller produktion. Vælger du procesretningen kan du komme til at arbejde med udvikling af processer, herunder indkøring af nyt procesudstyr.

Alle studieretninger giver god baggrund for at være bindeled mellem forskellige faggrupper i virksomheden, fordi uddannelsen giver sammenhæng mellem teori og praksis.

Uddannelsens opbygning

Det tager to år at blive procesteknolog. Det første halve år er fælles for alle. Det sidste 1 ½ år præger du selv din faglige profil ved at vælge en af de tre studieretninger.

Fællesdelen

Fællesdelen indeholder to fagområder:

Samarbejde og kommunikation, der med udgangspunkt i studiet og holdet man går på, giver indsigt i samarbejdsformer og måder at kommunikere på. Kommunikation omfatter både mundtlig og skriftlig kommunikation, så man får den grundlæggende viden, der er nødvendig for at udføre forsøg og bagefter dokumentere dem i en rapport og en mundtlig fremlæggelse.

Naturvidenskabelig basisviden giver den grundlæggende viden inden for kemi, mikrobiologi, fysik og statistik, men altid i en praktisk anvendelig sammenhæng med eksempler fra industri og storkøkken. Derudover undervises der i sikkerhed og miljø, produktion og produktionsflow, og der gives eksempler på fremstillingsmetoder inden for de tre studieretninger.

Tre studieretninger

Klik på den studieretning du er intersseret i og læs mere om fagene på retningen.

Gode råd før studiestart

Du vil komme godt fra start på uddannelsen, hvis du er opmærksom på følgende:

  • Dine kompetencer inden for IT*, Matematik* og Kemi* bør være opdaterede ved studiestart, idet disse kompetencer skal bruges hele vejen igennem uddannelsen

    Kontakt en studievejleder, hvis du har brug for gode råd om studieforberedende fag eller kurser

  • Vi har forskellige arbejdsformer på uddannelsen. Du skal både kunne arbejde individuelt og i grupper, både i dagligdagen og til eksamen

    Det er en vigtig forberedelse til arbejdsmarkedet, at du kan samarbejde med andre

    Mange af vores eksamener er tværfaglige. Det er derfor ikke muligt at tage et enkelt fag ad gangen, og det er derfor ikke muligt at studere på deltid. Du skal således være parat til at yde en studieindsats svarende til et fuldtidsjob

    Hvis du har personlige udfordringer, som kræver støtte undervejs på uddannelsen, kan vi tilbyde forskellige løsninger. Kontakt en studievejleder, eller læs mere på vores hjemmeside under afsnittet SPS.

* Emner der er relevante at se nærmere på inden studiestart:

IT

  • Regneark
  • Tekstbehandling
  • Præsentationsprogrammer

Matematik

  • Ligninger
  • Brøker
  • Procenter

Kemi

  • Det periodiske system
  • Kemiske reaktioner
  • Grundstoffet carbon
  • Syre-base kemi
  • Redox og sikkerhed
  • Sikkerhed
  • Kemisk regning

Internationale muligheder

Som studerende på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole har du gode muligheder for at få en international profil på din uddannelse. Afhængig af dit uddannelsesvalg kan du deltage i internationale to-ugers moduler, studere et semester i udlandet, være i praktik i udlandet eller deltage i nogle af vores internationale projekter.

Vi lever i en global verden, og du skal efter afsluttet uddannelse kunne konkurrere i denne verden. International viden og erfaring er derfor til stor gavn for dig, men også for samfundet som helhed. Du får indsigt i andre landes udvikling og kultur, hvilket kan gøre dig mere attraktiv på det danske og det internationale arbejdsmarked.

At studere i en anden kultur er et eventyr, der giver dig erfaring og færdigheder for livet. Du vil udvikle dig selv, fagligt såvel som personligt, og du vil få venner og kontakter i hele verden.

Læs mere om dine muligheder her

Studerende ved verdenskort

Praktik

En af de ting, der i særlig grad kendetegner din uddannelse på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole er, at den er praksisnær. Det giver både udslag i de praksisnære problemstillinger, I arbejder med i undervisningen og i de mange projekter og virksomhedsbesøg, der er gennem studiet. Men den stærke tilknytning til praksis kommer nok mest tydeligt til udtryk i den praktikperiode, som er en vigtig og integreret del af alle UCL’s uddannelser.

Praktikperioden er din chance for at få prøvet din nyerhvervede viden af ’ude i den virkelige verden’. Praktikperioden giver dig samtidig mulighed for at få en god idé om, hvad du vil med din uddannelse. Begge dele er super kompetencer, når du skal ud på jobmarkedet efter endt uddannelse. Du har ikke bare læst en masse teorier, men du har rent faktisk prøvet at arbejde indenfor det område, som din uddannelse sigter mod. 

Job og videreuddannelse

Jobmuligheder

Fødevareteknolog

Som fødevareteknolog har du mulighed for ansættelse i fødevareindustrien, hvor du kan arbejde med fremstilling af fødevarer, udvikling af nye produkter og egenkontrol. Du kan også blive ansat i en virksomhed, der fremstiller ingredienser til fødevarer.

Din opgave bliver at hjælper kunderne med at få ingredienserne til at fungere optimalt i deres produkt. I det offentlige kan du blive ansat ved fødevarekontrollen eller som underviser på erhvervsuddannelserne inden for fødevarer.

Typiske funktionsområder for fødevareteknologer er:

  • Udvikling af nye fødevareprodukter
  • Forbedring af gamle produkter
  • Planlægning og gennemførsel af den daglige produktion
  • Tilsyn ved fødevareregionerne.

Du kan også blive teknisk sælger.

Mejeriteknolog

Som mejeriteknolog har du mange jobmuligheder inden for mejeriindustrien, maskinfabrikker, salgsorganisationer og producenter af ingredienser til fødevareindustrien - både i Danmark og i udlandet.

Mejeriteknologer arbejder med produktion og udvikling af mejeriprodukter, planlægning af den daglige produktion - herunder bedømmelse af mejeriprodukter, kvalitetskontrol og opfølgning på fødevaresikkerheden, projektering af nye mejerianlæg eller salg og opstart af mejerianlæg i Danmark og udlandet.

Typiske funktionsområder for mejeriteknologer er:

  • Produktion og udvikling af mejeriprodukter
  • Produktion og udvikling af ingredienser
  • Projektering, salg og opstart af mejerianlæg.

Procesteknolog

Jobmulighederne er mange og spændende. Vælger du proceslinjen kan du f.eks. blive procesudvikler i fødevare-, kemi- eller biotekindustrien, teknisk support hos leverandører eller kunder til disse industrier, projektleder, holdleder i industrien eller medvirke ved opbygning og indkøring af nye proceslinjer.

Du vil ofte være virksomhedens bindeled mellem de forskellige faggrupper, da du er dygtig til at omsætte teori til praktiske processer.

Typiske funktionsområder for procesteknologer er:

  • Indkøring af procesudstyr
  • Optimering af processer
  • Opfyldelse af sikkerhedsregler
  • Kvalitets- og miljøstyring

Du kan også blive sælger. 

Videreuddannelse

Optagelseskrav og ansøgning

Adgangskrav

For at kunne søge ind på denne uddannelse, skal du være i gang med eller have bestået én af disse eksamener:

Gymnasiale uddannelser (EUX, STX, HTX, HHX, HF) (kvote 1 eller kvote 2)

Specifikke adgangskrav: Matematik C og enten Bioteknologi A eller Kemi C.

Skal jeg søge i kvote 1 eller 2? 

Med en gymnasial uddannelse kan du søge enten i kvote 1 eller i kvote 2. I kvote 1 vurderes du kun på dit samlede gennemsnit. Du kan også søge i kvote 2, hvis du tænker dit gennemsnit ikke rækker til en plads i kvote 1 og du derfor vil vurderes på andre kvalifikationer. Se mere under punktet adgangsbegrænsning.

Har du ikke en gymnasial uddannelse, skal du altid søge i kvote 2.

Adgang med disse relevante erhvervsuddannelser (kun kvote 2)

  • Bager (trin 2)
  • Bager og konditor (trin 2)
  • Detailslagter (med specialer)
  • Ernæringsassistent (trin 2)
  • Gastronom (med specialer)
  • Industrislagter (med specialer)
  • Konditor (trin 2)
  • Mejerist (trin 2)
  • Procesoperatør (trin 2)

Ingen specifikke adgangskrav.

Adgang med andre erhvervsuddannelser (kun kvote 2)

Alle fuldførte erhvervsuddannelser med en normeret varighed på 3 år eller mere.

Specifikke adgangskrav: Engelsk C og enten Kemi C eller Matematik C eller Naturfag C.

Adgangseksamen til ingeniøruddannelserne (kun kvote 2)

Ingen specifikke adgangskrav.

Adgang med udenlandsk uddannelse (kun kvote 2)

Du kan optages, hvis din udenlandske uddannelse svarer til en dansk adgangsgivende uddannelse.

Specifikke adgangskrav: Matematik C og enten Bioteknologi A eller Kemi C.

Uddannelsen har dansk som undervisningssprog. Du skal derfor have bestået Prøve i dansk 3 med 7 i gennemsnit, eller du skal kunne dokumentere tilstrækkelige danskkundskaber.

Individuel kompetencevurdering (kun kvote 2)

Hvis du ikke har en adgangsgivende uddannelse, kan du få lavet en individuel kompetencevurdering.

Adgangsbegrænsning

På denne uddannelse er der adgangsbegrænsning.

Ved sommeroptaget 2018 optager vi 28 studerende i Odense og 28 studerende i Vejle. Ud af disse optager vi 30% i kvote 1 og 70% i kvote 2.

Kvote 1

I kvote 1 vurderes du kun på dit samlede gennemsnit.

Hvad skal mit gennemsnit være? 

Du kan se hvad adgangskvotienten var sidste år her. Det kan dog ændre sig fra år til år i forhold til antallet af studiepladser og ansøgernes gennemsnit. Årets adgangskvotient kendes først efter ansøgningsfristens udløb.

Kvote 2

I kvote 2 bliver du vurderet på følgende kriterier:

  • Gennemsnit af karakterer på den adgangsgivende uddannelse
  • Karakterer på specifikke adgangskrav
  • Indhold i motivationsskrivelse. 
  • Aktiviteter efter at den adgangsgivende uddannelse er afsluttet, herunder:
    • Barselsorlov på mindst ½ år sammenlagt
    • Beståede eksamener på andre uddannelser svarende til mindst 30 ECTS
    • Erhvervserfaring svarende til mindst ½ års fuldtidsarbejde
    • Højskoleophold på mindst ½ år i sammenhæng
    • Militærophold på mindst ½ år sammenlagt
    • Udlandsophold på mindst ½ år i sammenhæng

Sådan søger du om optagelse

Søg om optagelse online ved at klikke på knappen ”søg om optagelse”. 

Bemærk: Når du udfylder ansøgningen, vil du blive bedt om at vælge en af de nedenstående studieretninger (afhængigt af, om du søger i Odense eller Vejle). Det er dog ikke bindende, idet du kan nå at vælge om, efter at du har hørt mere om de enkelte studieretningers indhold efter studiestart.

  • Fødevareteknologi (udbydes i Odense og Vejle)
  • Mejeriteknologi (udbydes kun i Odense)
  • Procesteknologi (udbydes kun i Vejle)

Hvis du mangler et bestemt fag på et bestemt niveau for at kunne optages, kan du stadig søge ind under disse forudsætninger:

  • Du skal være tilmeldt det fag, du mangler, f.eks. et Gymnasialt Suppleringskursus eller et HF fag, som du afslutter før studiestart.
  • Du skal markere i ansøgningen, at du er tilmeldt et suppleringskursus, som du afslutter før studiestart.
  • Som bilag til ansøgningen skal du vedhæfte din bekræftelse på optagelsen på suppleringskurset.

Optagelsesområdenummer

Odense: 83110

Vejle: 83160

Merit

Vil du vide, om du kan få merit?
Læs mere her.

Kontakt uddannelsen

Hanne Søndergaard

Hanne Søndergaard

Studie -og SPS-vejleder
Kirsten Stürup

Kirsten Stürup

Studie- og SPS-vejleder

Besøg uddannelsen

Åbent hus

Åbent hus giver dig et indblik i, hvordan det er at være studerende på den aktuelle uddannelse.

Du kan komme og høre om:

  • Uddannelsens opbygning og indhold.
  • Livet som studerende på uddannelsen.
  • Optagelseskriterier.
  • Karrieremuligheder.

Du behøver ikke tilmelde dig for at deltage i åbent hus.

Tid og sted for åbent hus

Hold øje med Det sker her på ucl.dk for at se, hvornår næste åbent hus arrangement løber af stablen.

Studiepraktik

Studiepraktikken giver dig mulighed for at opleve livet som studerende på en videregående uddannelse helt tæt på.

I løbet af studiepraktikkens 2-3 dage får du mulighed for at:

  • Følge undervisningen på uddannelsen.
  • Få et førstehåndsindtryk af studiemiljøet på uddannelsen.
  • Høre om uddannelsens indhold og karrieremuligheder.
  • Snakke med studerende og undervisere.

Hvem kan komme i studiepraktik?

Studiepraktik er for dig, der er i gang med sidste år på en gymnasial uddannelse eller allerede har afsluttet en gymnasial uddannelse.

Du kan også deltage, hvis du er i gang med en erhvervsuddannelse eller har afsluttet en erhvervsuddannelse, som giver adgang til en videregående uddannelse.

Hvornår kan jeg komme i studiepraktik?

UCL afholder studiepraktik i uge 43.