Velkommen til UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskoles nye hjemmeside. Vi udvikler for tiden på hjemmesiden og der vil på nogle områder være links til vores tidligere hjemmesider.

VVS-installatør

Erhvervsakademiuddannelse

For dig der trives med ansvar og tager din fremtid indenfor VVS faget seriøst.

Bliv skarp på projektering, installation og drift.

Ventilation, Varme og Sanitet-installatøruddannelsen (tidligere VVS-tekniker) er en 2-årig erhvervsakademiuddannelse inden for energiinstallation, der kvalificerer dig til selvstændigt at kunne projektere, installere samt varetage driften af ventilations-, varme-, gas-, vand- og afløbsinstallationer. 

Efter gennemført uddannelse med bestemte valgfrie fag, opfylder du Sikkerhedsstyrelsens regler for deltagelse i autorisationsgivende prøver. 

Uddannelsen er udviklet i samarbejde med erhvervslivet, med hvem den også løbende ajourføres, således at VVS-installatøren bliver ved med at være praksisorienteret og målrettet erhvervslivets behov.        

Uddannelsens opbygning

VVS uddannelsen består af:

  • Obligatoriske uddannelseselementer
  • Bunden studieretning, VVS
  • Valgfrie uddannelseselementer
  • Praktik
  • Afsluttende eksamensprojekt

De obligatoriske uddannelseselementer

Sproglig kommunikation, teknisk dokumentation, matematik og informationsteknik.
Virksomhedsrelaterede elementer inden for projektledelse og entreprisestyring, økonomi og virksomhedsdrift, organisation og ledelse samt kvalitet, sikkerhed og miljø.

Bunden studieretning, VVS

Teknologi, energieffektivisering og projektering inden for teknisk beregning af energiforsyningsanlæg samt bygningsinstallationer til indeklima, ventilation, varme, sanitet og gas.

Valgfrie uddannelseselementer

Der vælges et eller flere valgfrie uddannelseselementer enten udbudt af Erhvervsakademiet Lillebælt eller efter eget valg, for eksempel: Gasteknik-2 og gasfejlfinding, bygningsautomatik, alternativ energi/energibesparende foranstaltninger, klima & miljø, indeklimasimulering, sprinkler, autorisationsprøver indenfor VVS og gas.

VE-ordningen

Som studerende på erhvervsakademiets VVS-installatøruddannelse, har du som en del af din uddannelse mulighed for at få status som VE-installatør. Vedvarende energiløsninger har potentiale til at sætte sit tydelige præg på installationsbranchen i fremtiden, hvilket stiller større krav til installatørernes færdigheder. VE-ordningen er en nyere godkendelsesordning, hvor man kan blive godkendt VE-installatør indenfor de fire VE-områder: Biovarme, varmepumper, solvarme og solceller.

Som et led i uddannelsen kan du på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole oparbejde den nødvendige viden og de færdigheder, der skal til for at kunne imødekomme de nye krav i fremtiden.

Hvordan bliver man VE-godkendt?

For at blive VE-godkendt skal du følge et af vores valgfagsmoduler indenfor vedvarende energiløsninger. Der er følgende valgfag:

  • Varmepumper
  • Biomassekedler

Efter at have afsluttet et af ovenstående valgfag, har du mulighed for at blive VE-godkendt ved Energistyrelsen.

Du kan læse mere om VE-godkendelsesordningen på Energistyrelsens hjemmeside.
Og bekendtgørelsen om godkendelsesordningen for virksomheder, der monterer vedvarende energianlæg, her.

Afsluttende eksamensprojekt

Afgangsprojektet tager udgangspunkt i et konkret opgave/projekt inden for installationsområdet, og opgaven/projektet formuleres af den studerende i samarbejde med en virksomhed.

Internationale muligheder

Som studerende på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole har du gode muligheder for at få en international profil på din uddannelse. Afhængig af dit uddannelsesvalg kan du deltage i internationale to-ugers moduler, studere et semester i udlandet, være i praktik i udlandet eller deltage i nogle af vores internationale projekter.

Vi lever i en global verden, og du skal efter afsluttet uddannelse kunne konkurrere i denne verden. International viden og erfaring er derfor til stor gavn for dig, men også for samfundet som helhed. Du får indsigt i andre landes udvikling og kultur, hvilket kan gøre dig mere attraktiv på det danske og det internationale arbejdsmarked.

At studere i en anden kultur er et eventyr, der giver dig erfaring og færdigheder for livet. Du vil udvikle dig selv, fagligt såvel som personligt, og du vil få venner og kontakter i hele verden.

Læs mere om dine muligheder her

Studerende ved verdenskort

Praktik

En af de ting, der i særlig grad kendetegner din uddannelse på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole er, at den er praksisnær. Det giver både udslag i de praksisnære problemstillinger, I arbejder med i undervisningen og i de mange projekter og virksomhedsbesøg, der er gennem studiet. Men den stærke tilknytning til praksis kommer nok mest tydeligt til udtryk i den praktikperiode, som er en vigtig og integreret del af alle UCL’s uddannelser.

Praktikperioden er din chance for at få prøvet din nyerhvervede viden af ’ude i den virkelige verden’. Praktikperioden giver dig samtidig mulighed for at få en god idé om, hvad du vil med din uddannelse. Begge dele er super kompetencer, når du skal ud på jobmarkedet efter endt uddannelse. Du har ikke bare læst en masse teorier, men du har rent faktisk prøvet at arbejde indenfor det område, som din uddannelse sigter mod. 

Job og videreuddannelse

Jobmuligheder

VVS-installatører kan få job hos en bred vifte af virksomheder inden for VVS-branchen som f.eks.:

  • VVS- og ventilationsfirmaer
  • Industrivirksomheder
  • Forsyningsselskaber
  • Beregnerkontorer
  • Grossister
  • Rådgivende ingeniørvirksomheder

Typiske jobtitler er:

  • Overmontør
  • Projektleder
  • Rådgiver
  • Teknisk sælger

Du kan også starte op som selvstændig.

Videreuddannelse

  • Pba. i produktudvikling og teknisk integration (1½-årig overbygning)
  • Pba. i innovation og entrepreneurship (1½-årig overbygning)
  • Diplomingeniør (via individuel kompetencevurdering og adgangskravene skal være opfyldt)

Optagelseskrav og ansøgning

Adgangskrav

På denne uddannelse optager vi 0% via kvote 1 og 100% via kvote 2.

Adgang med disse relevante erhvervsuddannelser (kun kvote 2)

  • Smedeuddannelsen (med specialer)
  • VVS-energi (med specialer)
  • VVS-uddannelsen

Ingen specifikke adgangskrav.

Adgang med udenlandsk uddannelse (kun kvote 2)

Du kan optages, hvis din udenlandske uddannelse svarer til en dansk adgangsgivende uddannelse.

Ingen specifikke adgangskrav.

Denne uddannelse har dansk som undervisningssprog. Du skal derfor have bestået Prøve i dansk 3 med 7 i gennemsnit, eller du skal kunne dokumentere tilstrækkelige danskkundskaber.

Individuel kompetencevurdering (kun kvote 2)

Hvis du ikke har en adgangsgivende uddannelse, kan du få lavet en individuel kompetencevurdering.

Frit optag

På denne uddannelse er der frit optag. Det betyder, at alle ansøgere, der opfylder adgangskravene, og som har søgt rettidigt, vil blive tilbudt en studieplads.

Sådan søger du om optagelse

Søg om optagelse online ved at klikke på knappen ”søg om optagelse”.

Optagelsesområdenummer

Odense: 75215

Du får svar på din ansøgning via din e-mail. 

Merit

Vil du vide, om du kan få merit?
Læs mere her.

Kontakt uddannelsen

Hanne Søndergaard

Hanne Søndergaard

Studie -og SPS-vejleder

Besøg uddannelsen

Åbent hus

Åbent hus giver dig et indblik i, hvordan det er at være studerende på den aktuelle uddannelse.

Du kan komme og høre om:

  • Uddannelsens opbygning og indhold.
  • Livet som studerende på uddannelsen.
  • Optagelseskriterier.
  • Karrieremuligheder.

Du behøver ikke tilmelde dig for at deltage i åbent hus.

Tid og sted for åbent hus

Hold øje med Det sker her på ucl.dk for at se, hvornår næste åbent hus arrangement løber af stablen.

Studiepraktik

Studiepraktikken giver dig mulighed for at opleve livet som studerende på en videregående uddannelse helt tæt på.

I løbet af studiepraktikkens 2-3 dage får du mulighed for at:

  • Følge undervisningen på uddannelsen.
  • Få et førstehåndsindtryk af studiemiljøet på uddannelsen.
  • Høre om uddannelsens indhold og karrieremuligheder.
  • Snakke med studerende og undervisere.

Hvem kan komme i studiepraktik?

Studiepraktik er for dig, der er i gang med sidste år på en gymnasial uddannelse eller allerede har afsluttet en gymnasial uddannelse.

Du kan også deltage, hvis du er i gang med en erhvervsuddannelse eller har afsluttet en erhvervsuddannelse, som giver adgang til en videregående uddannelse.

Hvornår kan jeg komme i studiepraktik?

UCL afholder studiepraktik i uge 43.