Automationsteknolog

Erhvervsakademiuddannelse

En automationsteknolog er ekspert i at automatisere maskiner og processer gennem automations- og robotteknologi.

Bliv en del af en branche i rivende udvikling

Udviklingen inden for automation og robotteknologi går stærkt, og Syddanmark er hjem for nogle af verdens førende virksomheder inden for området.

Med en uddannelse til automationsteknolog får du kompetencer til at kunne udvikle, implementere og drifte avancerede automationsanlæg til brug i industrien.

Uddannelsen til automationsteknolog klæder dig på til fremtiden

Automationsteknologuddannelsen byder på spændende udfordringer inden for innovation, programmering, teknisk IT samt styrings- og reguleringsteknik. Med disse værktøjer vil du være klædt på til at spille en afgørende rolle i fremtidssikringen af virksomheders produktion.

I en globaliseret verden er Danmark udfordret på sin konkurrenceevne. Fremtiden sikres af fremsynede automatiseringsprojekter, der sikrer danske virksomheder effektive produktionsprocesser. Her kan du som automationsteknolog bidrage med indsigt, kreativitet og kompetence.

Derfor bliver du en efterspurgt arbejdskraft både nu og i fremtiden.

Kommer du fra gymnasiet og mangler håndværkererfaring?

Har du en gymnasial uddannelse i bagagen, men ingen håndværkererfaring?
Så kom med på vores studieforbedredende kursus, praktikum i august, hvor du vil arbejde praktisk med komponenter, værktøj og måleinstrumenter på vores laboratorier og får en håndværksmæssig forståelse for automationsteknologens arbejde. Læs mere om de praktiske oplysninger nederst på siden.

Mikkel løser problematikker med programmering og robotteknologi

Jørgen designer automationsløsninger til virksomheder i hele verden

Automationsteknolog er en 2-årig fuldtidsuddannelse med klasseundervisning vekslende med praktiske projektopgaver samt et virksomhedspraktikforløb på tre måneder.

Helt præcist er de to år bygget op af 1½ års undervisning, en praktikperiode og et afsluttende afgangsprojekt i samarbejde med en virksomhed. 

På automationsteknologuddannelsen lærer du at anvende tekniske, kreative og analytiske færdigheder i forbindelse med design, programmering og konfiguration af automatiske anlæg.

Du får viden inden for innovative processer, projektledelse og forretningsforståelse, ligesom du lærer at håndtere projektudvikling i alle faser ved strukturering, kvalitetssikring og dokumentation af løsninger under hensyntagen til gældende regler og standarder inden for automationsområdet.

Automationsteknolog-studerende i Fredericia

Du kan tage hele automationsteknologuddannelsen på Fredericia Maskinmesterskole. Som automationsteknolog-studerende med tilknytning til Fredericia skal du igennem samme uddannelseselementer som dine medstuderende i Odense. 

Fredericia Maskinmesterskole.png

Fredericia Maskinmesterskoles hjemmeside fms.dk

Som studerende på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole har du mulighed for at få en international profil på din uddannelse.
Som automationsteknolog kan du tage dit praktikophold i udlandet. At studere i en anden kultur er et eventyr, der giver dig erfaringer og færdigheder for livet. Du vil udvikle dig selv, fagligt såvel som personligt, og du vil få venner og kontakter i hele verden.

Læs mere om dine muligheder her

Praktikperioden på automationsteknologuddannelsen er din chance for at prøve din nyerhvervede viden af i den virkelige verden. Her får du mulighed for at lave de samme typer af opgaver som en færdiguddannet automationsteknolog.

Du kan komme i praktik i både små og store virksomheder. I en lille virksomhed vil du ofte løse mange forskellige typer opgaver, hvor du i en stor virksomhed ofte vil løse opgaver inden for et mere specifikt område. Du bliver eksempelvis ansvarlig for dit eget selvstændige projekt, hvor du arbejder med en udviklingsopgave eller med at opdatere virksomhedens processer.

Din vej til det første job

Du udvikler dig både fagligt og personligt under praktikperioden og får et godt billede af, hvad du vil og kan med din uddannelse, når du er færdig.
Dine erfaringer fra praktikken er meget værdifulde, når du skal ud på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse. Du har ikke bare læst en masse teorier, men du har rent faktisk prøvet at arbejde inden for det område, som din uddannelse sigter mod.

En praktikplads er desuden en enestående chance for udvide dit netværk i branchen og kan være en direkte vej ind på arbejdsmarkedet efter studiet.

Praktisk info om praktikken

Praktikken finder sted på 4. semester og har en varighed af 3 måneder.
Der er mange virksomheder, som står klar med en praktikplads, og praktikken kan også være din direkte vej til et job efter studiet.
Praktikperioden er ulønnet og SU-berettiget.

Find uddannelsens praktikfaktaark.

Jobmuligheder

Automationsteknologen har en bred faglig profil, der ikke alene giver adgang til jobs i egentlige automationsfirmaer, men også hos en lang række virksomheder inden for automations- og maskinbyggerbranchen samt hos grossister og rådgivende ingeniørvirksomheder.

Her vil du som automationsteknolog blive beskæftiget med opgaver som for eksempel:

  • Projektering
  • Programmering
  • Rådgivning
  • Procesoptimering
  • Teknisk salg
  • Teknisk support
  • Udvikling
  • Teknisk innovation

Endelig vil der også være mulighed for at starte egen virksomhed.

Videreuddannelse

Når du er færdig som automationsteknolog, har du mulighed for at læse følgende top up uddannelser:

Det er ikke for sent at komme i betragtning til en studieplads til september, hvis du ikke nåede at søge inden ansøgningsfristen den 15. marts i kvote 2. Vi forventer at have ledige pladser efter den 28. juli, hvor alle der har søgt rettidigt får besked.

Hvis uddannelsen har ledige pladser i efteroptaget efter den 28. juli, kan du finde en oversigt over ledige pladser på vores hjemmeside. Ansøgningsskemaet udfyldes på Nemstudie.dk. Hvis du opfylder adgangskravet til uddannelsen, vil du blive tilbudt en studieplads i starten af august måned, da uddannelsen har frit optag.

Skal jeg søge i kvote 1 eller 2?

Med en gymnasial uddannelse kan du søge i kvote 1. I kvote 1 vurderes du kun på dit samlede gennemsnit. Du kan også søge i kvote 2, hvis du tænker dit gennemsnit ikke rækker til en plads i kvote 1, og du derfor vil vurderes på andre kvalifikationer.

Har du ikke en gymnasial uddannelse, skal du altid søge i kvote 2.

Adgang med gymnasiale uddannelser (kvote 1)

I kvote 1 sker optagelsen alene på baggrund af eksamensgennemsnit fra den adgangsgivende eksamen.

For at søge ind via kvote 1 skal du have én af følgende eksamener:

  • Studentereksamen (STX).
  • Højere forberedelseseksamen (HF).
  • Højere handelseksamen (HHX).
  • Højere teknisk eksamen (HTX).
  • Studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (EUX).
  • Gymnasiale indslusningskurser for fremmedsprogede (GIF).

Specifikke adgangskrav: Matematik C.

Adgangskrav via samlede kvalifikationer (kvote 2)

  • Gymnasialuddannelse (STX, HF, HHX, HTX, EUX, GIF). Det er et krav, at Matematik C bestået
  • Adgang via følgende 3-årige erhvervsuddannelser:
    • Automatik- og procesuddannelsen (med specialer), eller trin 2
    • Bådmekaniker
    • CNC-tekniker
    • Cykel- og motorcykelmekaniker
    • Data- og kommunikationsuddannelsen (med specialer)
    • Elektrikeruddannelsen
    • Elektronik og svagstrømsuddannelsen
    • Entreprenørmaskinmekaniker, Kranmekaniker eller Lanbrugsmekaniker
    • Finmekanikeruddannelsen (med specialer)
    • Flymekaniker
    • Industritekniker (med specialer) og trin 2 og 3
    • Køletekniker
    • Maskinsnedker
    • Plastmager
    • Personvognsmekaniker (trin 2)
    • Procesoperatør (trin 2)
    • Skibsmekaniker
    • Skibsmontør
    • VVS-energiuddannelsen
    • VVS-uddannelsen
    • Værktøjsuddannelsen

Ingen specifikke adgangskrav

  • Adgang med andre erhvervsuddannelser. Alle fuldførte erhvervsuddannelser med en normeret varighed på 3 år eller mere. Specifikke adgangskrav: Matematik C.
  • Adgang med adgangseksamen til ingeniøruddannelserne. Ingen specifikke adgangskrav.
  • Godkendt udenlandsk eksamen sammenlignelig med en dansk adgangsgivende eksamen (herunder også International Baccalaureate IB) – se mere på Adgangskrav med udenlandsk eksamen. Du skal endvidere have bestået Studieprøven eller du skal dokumentere tilsvarende kundskaber i dansk. Dokumentationen skal sendes til institutionen inden studiestarten - Specifikke adgangskrav: Matematik C og Fysik C.
  • Hvis du ingen adgangsgivende eksamen har, kan du få foretaget en Individuel Kompetencevurdering (IKV). Her vil du blive vurderet på, om din samlede viden og dine kompetencer kan sidestilles med en adgangsgivende eksamen, som kan gøre dig optagelsesberettiget.

Frit optag

På denne uddannelse er der frit optag. Det betyder, at alle ansøgere, der opfylder adgangskravene, og som har søgt rettidigt, vil blive tilbudt en studieplads.

Betinget optag

På denne uddannelse tilbyder vi betinget optag. Det betyder, at du kan søge ind, før du opfylder enkelte specifikke adgangskrav. Dette skal dokumenteres med f.eks. kvitteringer for, at du er tilmeldt supplering. Du skal også altid oplyse, hvornår du forventer at afslutte faget.
Hvis du kan optages og får tilbudt en studieplads, skal du senest ved studiestart i september eller februar dokumentere, at du har bestået de specifikke fag.

Du kan både søge betinget optagelse via kvote 1 og kvote 2.

Karakteromregning fra 13 til 7 trins skalaen justeres

Er du ansøger med et dansk eksamensbevis med karakterer efter 13-skalaen, skal du være opmærksom på, at omregningsskalaen fra 13-skalaen til 7-trinsskalen er blevet justeret.

Karakteromregning fra 13 til 7-trinsskalaen.

Sådan søger du om optagelse

Søg om optagelse online ved at gå ind på www.optagelse.dk

BEMÆRK: Hvis du mangler et bestemt fag på et bestemt niveau for at kunne optages, kan du stadig søge ind under disse forudsætninger:

  • Du skal være tilmeldt det fag, du mangler, f.eks. et Gymnasialt Suppleringskursus eller et HF fag, som du afslutter før studiestart.
  • Du skal markere i ansøgningen, at du er tilmeldt et suppleringskursus, som du afslutter før studiestart.
  • Som bilag til ansøgningen skal du vedhæfte din bekræftelse på optagelsen på suppleringskurset.

Svar på din ansøgning

Du får svar på din ansøgning via Nemstudie den 28. juli.

Du får kun ét svar. Enten får du et optagelsestilbud, dvs. et tilbud om en studieplads eller en standby-plads fra et uddannelsessted. Eller også får du et afslagsbrev fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT).

På Nemstudie kan du følge behandlingen af din ansøgning om optagelse fra den dag, UCL modtager din ansøgning, til ansøgningen behandles, og du den 28. juli evt. får tilbudt en studieplads.

På Nemstudie kan du se, om din ansøgning er færdigbehandlet eller er i gang med at blive behandlet.

Nemstudie

Lovgrundlag

Adgangsbekendtgørelse.

Det er ansøgerens ansvar, at de oplysninger som angives i ansøgningen er korrekte.

Officielle dokumenter som vedhæftes som bilag skal altid, og uden undtagelse, indleveres i deres originale form. Der må ikke skrives på dokumenterne eller ændres i dem.

Det er strafbart at søge om optagelse ved brug af forfalskede dokumenter. UCL vil anmelde hver mistanke om dokumentfalsk til politiet.

Dokumentfalsk er en alvorlig forbrydelse, der kan give op til to års fængsling ifølge straffelovens §172 og permanent bortvisning fra UCL’s uddannelser.

Kontakt optagelsesvejledning

Optagelsen kan kontaktes på tlf.: 6318 3333 eller på optagelse@ucl.dk.

Optagelsesvejledning

Du kan kontakte UCL’s Optagelseshotline, hvis din henvendelse handler om:

  • Adgangskrav
  • Ansøgningsprocedure
  • Optagelse

Kontakt optagelsesvejledning

Optagelsen kan kontaktes på tlf.: 63 18 33 33 eller på optagelse@ucl.dk.

 

Studievejledning

Find den rette studievejleder for denne uddannelse her på siden.

Adresse

Uddannelsen har adresse på Seebladsgade 1, 5000 Odense C

Åbent hus

Åbent hus giver dig et indblik i, hvordan det er at være studerende på den aktuelle uddannelse.

Du kan komme og høre om:

  • Uddannelsens opbygning og indhold
  • Livet som studerende på uddannelsen
  • Optagelseskriterier
  • Karrieremuligheder

Tid og sted for åbent hus

Mere om åbent hus

 

Studiepraktik

Studiepraktikken giver dig mulighed for at opleve livet som studerende på en videregående uddannelse helt tæt på.

I løbet af studiepraktikkens 2-3 dage får du mulighed for at:

  • Følge undervisningen på uddannelsen
  • Få et førstehåndsindtryk af studiemiljøet på uddannelsen
  • Høre om uddannelsens indhold og karrieremuligheder
  • Snakke med studerende og undervisere

Hvem kan komme i studiepraktik?

Studiepraktik er for dig, der er i gang med sidste år på en gymnasial uddannelse eller allerede har afsluttet en gymnasial uddannelse.

Du kan også deltage, hvis du er i gang med en erhvervsuddannelse eller har afsluttet en erhvervsuddannelse, som giver adgang til en videregående uddannelse.

Hvornår kan jeg komme i studiepraktik?

UCL afholder studiepraktik i uge 43.

Læs mere og tilmeld dig på studiepraktik.nu.

Studerende for en dag

Du er velkommen til at komme på besøg og opleve undervisningen på Autoteknologuddannelsen i Odense.

Hvad kan jeg opleve på studerende for en dag?

Studerende for en dag kan give dig afgørende viden, før du beslutter dig for, om Autoteknologuddannelsen er noget for dig.

Dagen vil give dig mulighed for at:

  • Få et indtryk af studiemiljøet.
  • Opleve undervisningen på uddannelsen og fornemme det faglige niveau.
  • Snakke med studerende om uddannelsen, studiemiljøet mv.
  • Få en rundvisning på uddannelsen og bl.a. se vores studiefaciliteter.

Du bestemmer hvad du vil opleve

Du bestemmer selv, hvor langt dit besøg skal være, og hvad du gerne vil opleve.

Kontakt

Kontakt uddannelsens studievejleder og lav en aftale om et besøg.

  • Susanne Skov Nielsen
    Studievejleder
    sun@ucl.dk eller 6543 4541

Er du optaget på automationsteknologuddannelsen og kommer du med en gymansial baggrund? Så bliv godt klædt på til den praktiske side af uddannelsen med UCL's studieforberedende forløb Praktikum.

Praktikum er et fire ugers værkstedsforløb før den egentlige studiestart. Her har du mulighed for at prøve kræfter med praktiske færdigheder, som du vil støde på i løbet af studiet og i arbejdslivet som automationsteknolog.

Indholdet af Praktikum er, som navnet antyder, udpræget praktisk. Du bliver naturligvis ikke faglært efter endt forløb, men målet er, at du efterfølgende ved, hvad f.eks. en kontaktor, en motorventil og systematisk fejlfinding er.

Vi bruger skruetrækker, svensknøgle, hammer og måleinstrument, mens papir, blyant og PC forbliver i tasken.

Praktikum tager fire uger og vi starter mandag den 2. august.

Forløbet er SU-berettiget.

Læs mere om sidste års Praktikum på siden her og på Fyens.dk.

Praktikums indhold og forløb for dig, der skal starte på automationsteknolog

Indholdet kan og vil variere fra år til år, men en meget stor del af nedenstående emner vil blive en del af kurset.

Mens de praktiske øvelser gennemføres, snakker vi om, hvordan de passer ind i en automationsteknologs verden.

Elektrotekniske emner

  • Elsikkerhed
  • Læsning af et eldiagram og opbygning af en styretavle ud fra diagrammet
  • Opbygning af elinstallationen til en elmotor samt ændring af dens omløbsretning
  • Fortrådning af en 24V transformer og en styrestrømskreds bestående af signaler fra f.eks. en omskifter og en PLC-udgang til aktivering af en kontaktor
  • Fortrådning af en omskifter med stillingerne Stop-Auto-Manuel
  • Brug af timere i en relæstyring
  • Fejlfinding på de styringer vi selv bygger op herunder kendskab til brug af et voltmeter til systematisk fejlfinding
  • Generel brug af et måleinstrument til modstandsmåling m.m.
  • Brug af et amperemeter for at se at strømmen stiger med belastningen
  • Undersøgelse af hvad fejldimensionering af et elkabel medfører
  • Loddeøvelser på en printplade.

Procestekniske emner

Denne del foregår i UCLs proceslaboratorium og giver dig kendskab til pumper, ventiler, varmevekslere m.m., som opnås ved praktiske øvelser.

  • Kørsel med forskellige typer af pumper
  • Kendskab til og rengøring af pumper, ventiler, varmevekslere og dyser
  • Varmetransmission i tanke og varmevekslere
  • Dimser og dinge-noter (ting og sager til et procesanlæg)

Andre emner

  • Pneumatik, hvilket vil sige lineære bevægelser styret vha. trykluft
  • Virksomhedsbesøg
  • Adskillelse af en vaskemaskine for at lære om dens komponenter og deres virkemåde.

Hvor og hvornår?

UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Seebladsgade 1, 5000 Odense C.

Alle hverdage i uge 31, 32, 33 og 34 fra 8.15-15.15. Opstart er mandag d. 2. august kl. 8.15.

Tilmelding

Ved optagelse på automationsteknologuddannelsen modtager du et tilmeldingslink sammen med dit optagelsesbrev.

Har du yderligere spørgsmål til Praktikum?

Ved ydereligere spørgsmål bedes du kontakte underviser Claus Bredahl Jensen på clbj@ucl.dk.

Optagelse - kontakt

Optagelsesvejledning

63 18 33 33 - telefonen er åben mandag, tirsdag, torsdag og fredag i tidsrummet: kl. 10.00-12.00.

Mail til optagelsen: optagelse@ucl.dk.

Kontakt UCL’s Optagelseshotline, hvis din henvendelse handler om:

  • Adgangskrav
  • Ansøgningsprocedure
  • Optagelse

Studielivet på dit campus

At starte på et nyt studie kan være overvældende. Her kan du finde en introduktion til de forskellige UCL campusser og hvad du kan møde som studerende.