Jeg vil udvikle mig hele livet

Lis Mylenberg, seniorskibsfører, får Blue Diploma-uddannelse ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole finansieret af fonde og glæder sig over muligheden for personlig og faglig udvikling.

Seniorskibsfører: Jeg vil udvikle mig hele livet

– Jeg vil udvikle mig gennem hele livet – personligt og fagligt. Min ambition er at blive en bedre leder, så jeg kan få det bedste frem i mine medarbejdere, fortæller Lis Mylenberg, skibsfører på Fejø Færgen, Lolland Færgefart og med dagligt ansvar for 18 medarbejdere.

Hun har været kommunalt ansat siden 2011, og før det statsansat samt sejlet langfart i private rederier. For hende er det en stor fordel, at det er muligt at få uddannelsen finansieret gennem fonde. I Lis Mylenbergs tilfælde Kompetenceudviklingsfonden og Kompetencefonden, som retter sig mod ledere ansat i kommunerne.

– Det var meget nemt at få min chef til at sige ja til min uddannelse, da der ikke er udgifter forbundet med den for kommunen, siger Lis Mylenberg.

Fordel med de blå briller

Allerede sidste år, da Blue Diploma blev udbudt første gang, tilmeldte Lis Mylenberg sig. Hun har gennemført første modul, Ledelse og organisation, på diplomuddannelsen på Ledelsesakademiet Lillebælt.

Nu glæder hun sig til den fulde uddannelse sammen med andre fra den maritime branche.

– Jeg har blå briller på, og det vil uvilkårligt være en fordel, at vi ved, hvad hinanden snakker om, hvad enten man som jeg er kommunalt ansat, eller man arbejder i privat regi. Ligesom inden for andre brancher har det maritime også en særlig kultur, siger hun.

Nyt netværk – nye muligheder

Diplomuddannelsen er for Lis Mylenberg karriereudvikling.

– Den vil åbne nye muligheder. Ikke, at jeg har et bestemt mål, men jeg er nysgerrig og tænker bredt.

Skibsføreren hæfter sig igen ved uddannelsens maritime profil.

– Jeg kommer til at møde mange andre fra den maritime verden. Det vil udvide mit netværk, og jeg ser meget frem til at udveksle erfaringer med nye folk fra min branche, siger hun.

Læs mere om Blue Diploma – Den Maritime Diplomuddannelse i Ledelse

Jens Linder
Jens Linder Chefkonsulent